Notater
Match 1,549 til 1,591 fra 12,311
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 1549 | contre for 'modsat' (havde ansvaret for den agterste del af en flåde, 'modsat' admiralen)) er en søofficersgrad over flotilleadmiral og under viceadmiral. | Rothe, Carl Adolph (I12499)
|
| 1550 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I6657)
|
| 1551 | Cook County, Illinois, Marriages Index: Name: Christ Perksen Age: 24 Gender: Male Birth Year: abt 1870 Marriage Type: Marriage Marriage Date: 6 Dec 1894 Marriage Place: Chicago, Cook, Illinois Spouse Name: Bena Jacobsen Spouse Age: 25 Spouse Gender: Female FHL Film Number: 1030246 | Familie: Christian Matthai Perksen / Jacobina Magdalena Jacobsen (F2839)
|
| 1552 | Cunz Peham, rotschmied. | Beheim, Kunz (I4309)
|
| 1553 | D-383-49 Aarhus Stiftsamt | Familie: Adolf Peter Ravn Kristensen / Julie Charlotte Mollerup (F328)
|
| 1554 | D.F.A. Band 42 seite 290:90 | Alles, Johann Henrich.II (I3015)
|
| 1555 | D.F.A. Band 42 seite 290:90 | Alles, Johann Henrich.II (I3015)
|
| 1556 | D.F.A. Band 42 seite 290:90 | Alles, Johann Henrich.II (I3015)
|
| 1557 | Da hun bliver enke efter Beckstedt indgiver hun en ansøgning til såvel Kongen som magistraten om at beholde manden embede indtil videre, hvilket bliver hende bevilliget. | Runckell, Maria (I4019)
|
| 1558 | Da Christoffer døde den 29. maj 1259, var hun frem til 1264 formynder for sin da 10-årige søn, Erik 5. Glipping, der var blevet hyldet i Viborg som konge. Men Margrete lå i fejder med Jakob Erlandsen, Erik Abelsøn og holstenerne. Den magtfulde ærkebiskop Jakob Erlandsen søgte at vinde opbakning for sin støtte til Abelslægten ved at bandlyse alle biskopper som deltog i kroningen af den unge konge i Viborg, men han tabte overfor Margrete og blev tvunget i landflygtighed. Efter sejren over den tidligere så magtfulde Jakob Erlandsen, følte Margrete sig stærk nok til et opgør med Abelslægten i Slesvig, men der kom de holstenske fyrster Erik Abelsøn til hjælp. Efter et knusende nederlag på Lohede syd for Danevirke i 1261, blev hun sammen med sønnen fanget af holstenerne. Margrete blev holdt i fangeskab i Hamborg, men kom fri med hjælp fra hertug Albert af Braunschweig. Hun genvandt initiativet og hentede sin søn hjem til en plads på tronen. Margrete fik selv overdraget Estland som "enkeeje", men det antages, at hun fortsat havde væsentlig indflydelse på landets styre, også efter at sønnen blev myndig. Hun fik tilnavnet Sprænghest, fordi hun red en hest til døde under en hurtig flytning af en hær. I folkesagn kaldes hun også Sorte Grethe, formodentlig på grund af sit mørke hår. | Sambira, Margrethe (I1988)
|
| 1559 | Da forældrene tog på korstog i 1103, blev den unge dreng opdraget hos Skjalm Hvide og senere hos hertug Lothar af Supplinburg, den senere kejser. Ca.1120 fik Knud hertugdømmet Slesvig af sin farbror kong Niels, måske som kompensation, fordi han ikke blev konge. Herfra ekspanderede han østpå i stadige krige med sin fætter Henrik Godskalksen. Da denne døde i 1127, indsatte Lothar Knud som konge af abodritterne. Knuds krige blev støttet af borgbyggeri, men også af opførelsen af kirker. Det var missionskrige, der skulle omvende hedninge og skabe fred for de kristne. 7.1.1131 blev Knud dræbt i Haraldsted Skov nær Ringsted af sin fætter Magnus, søn af kong Niels, formodentlig for at udrydde en magtfuld konkurrent til tronen. Der skete hurtigt mirakler ved Knuds grav, og han blev et symbol for korsfarerne i Østersøområdet. I 1146 blev han forsøgt helgenkåret af sin søn, Valdemar (1. den Store), der først var født efter hans død. Det blev hindret af ærkebiskoppen af formelle grunde, men umiddelbart efter Valdemars erobring af det hedenske tempel Arkona på Rügen i 1168 blev Knud Lavard officielt helgenkåret af pave Alexander 3. Han blev en blandt flere af 1100-t.s nye helgentype, den krigeriske korsfarer. | Lavard, Knud (I2010)
|
| 1560 | Da Margrete var valgt til at lede regeringen i 1387, havde Albrecht af Mecklenburg, konge af Sverige 1363 - 1389, store problemer med stormændene. Mens fjendskabet mellem Albrecht og adelen stadig blev mere voldsom, rustede Margrete sig til et angreb på Sverige for at gøre sin søns arveret gældende. Den svenske adel turde ikke tage kampen op, både med Albrecht og Margrete, og sluttede sig da til hende, og anerkendte hende som Sveriges "fuldmægtige frue og husbonde". Ved Åsle (nær ved Falköping) blev Albrechts tyske hær slået af de forenede Danske, Norske og Svenske i 1389. Adelbrecht blev taget til fange og sat i forvaring på et dansk slot. Snart var hele Sverige i Margretes hånd, undtaget Stockholm, hvor de tyske købmænd havde magten. Efter et forlig, hvor Adelbrecht kom på fri fod, blev Stockholm overgivet til hansestæderne, der senere overlod staden til Margrete. For at gøre foreningen mellem de nordiske riger varig, ønskede Margrete at give dem en ung konge, som kunne grundlægge en fælles kongeslægt. Hertil udvalgte hun sin søsterdattersøn, Erik af Pommern, der allerede 7 år gammel blev overgivet til hende og opfostret af hende. . I en alder af 15 år blev han i Kalmar, af Lunds ærkebisp, kronet til konge over alle tre riger under et. Talrige nordiske stormænd overværede kroningen. Margrete vedblev at lede regeringen, også efter at Erik var blevet myndig. Han fandt sig gerne i hendes ledelse. Adelen bøjede sig overalt for dronningen. Hun styrede rigerne ved underordnede tjenestemænd. Alt gods, der var kommet adelen i hænde i de urolige tider (i Sverige siden 1363, i Danmark siden 1368), blev atter gjort skattepligtig til kronen. Fra sine brevgemmer på Kalundborg Slot, fremdrog hun mange skøder og pantebreve for at påvise hvad der havde tilhørt kronen, og fik sig det tildømt. Kirken nød Margretes yndest. Tit skænkede hun store gaver. Hun gjorde at Birgitta blev kanoniseret, og selv lod hun sig indskrive som søster i Vadstena Kloster. Hun opnåede endog af paven, at de nordboere, som ikke havde deltaget i Jubelfesten i Rom i 1390, i stedet kunne drage til Vadstena. 30 skriftefædre var da næppe nok til at uddele aflad, og klosterets rigdom forøgedes med mange tusinde mark ved de frommes gaver. Paven overdrog hende stor indflydelse på kirkelige embedsudnævnelser. Danmark havde overvægten i unionen. Margrete satte mange af sine tro danske, eller indvandrede tyske adelsmænd på kronens slotte i Norge og særlig i Sverige. Hansestæderne havde mistet deres politiske overmagt, der havde været på sit højeste 1370 -1385, også deres handelsrettigheder søgte Margrete at indskrænke. Da Gerhard d. 6. faldt på et ditmarskertogt, syntes det endda, at Margrete skulle få Sønderjylland i sin magt. Gerhards enke og umyndige sønner måtte finde sig i, at Margrethe besatte det ene slot efter det andet. Under de stridigheder der opstod herved, drog hun til Flensborg for at forhandle. Mens skibet var på Flensborg Fjord, døde Margrete af pest i 1412. Hun blev gravsat i Roskilde, hvor hendes "søn", kong Erik, senere rejste et pragtfuldt minde for hende. Gravsat i Sorø. Senere overført til Roskilde Domkirke. Margrete 1. var datter af Valdemar Atterdag og Helvig. Blev gift i 1363 med Håkon af Norge, og de fik en søn, Oluf, som blev valgt til dansk konge efter Valdemar Atterdag, og efter Håkons død i 1380 blev han også valgt til konge i Norge med Margrete som formynder. | Dronning Margrethe I. til Danmark (I4170)
|
| 1561 | Da Morten Pedersen døde. blev der afholdt skifte. I skiftet. der er indført i Fredbjerg. Furland skifteprotokol under Kokkedal. Strøgods. fol 9b. nævnes, at den første samling blev afholdt d. 8. februar 1752 mellem enken Karen Thomasdatter og hendes afdøde mands fælles børn: 1 søn. Peder Mortensen, boende i Trendhus i Farsø Sogn på præsten Jeremis Sanders ejendom, Thomas Mortensen hos enken i stervboet, Kirsten Mortensdatter, gift med Jens Christensen. boende i Fredbjerg på herskabets gods. 1 datter Ane Mortensdatter, gift med Jens Jensen i Ebdrup i Farsø Sogn på Fovlum Kirkestevn. Besætningen var: 6 heste 4 køer 8 stude og ungnød 20 får 2 svin | Pedersen, Morten (I65)
|
| 1562 | Da storebroderen Abel faldt i krig mod friserne, blev Christoffer konge i stedet for Abels søn, hvad der krævede hårde indrømmelser til stormændene og gav en splittelse og åben krig mellem Abels og Christoffers efterkommere i næsten hundrede år. I 1256 generede Christoffer den Abel-venlige ærkebiskop Jacob Erlandsen ved at lægge et rigsmøde samtidig med et kirkemøde og hånede bispen, da han endelig mødte op til rigsmødet, med et citat af den romerske digter Vergil: "Sent kommer studedriverne." I 1259 satte han biskoppen i fængsel og havde dermed ved selve handlingen gjort sig til kætter ifølge kirkeloven, og alle kirker i riget skulle lukkes. Abelslægten angreb i Jylland, og Roskildebispen Peder Bang angreb med en hær fra Rügen under ledelse af grev Jarimar først Bornholm og København og slog derefter ved Næstved Christoffers hær fuldstændig; de faldne blev som kættere kulet ned uden kirkelige ceremonier. Christoffer flygtede til Ribe, hvor han pludselig døde, måske forgiftet af abbed Arnfast fra klosteret Ryd i Abels kerneområde. | Konge Christoffer I. til Danmark (I1987)
|
| 1563 | Da Valdemar blev myndig i 1187, blev han hertug af Slesvig. Det bragte ham i skarp modsætning til biskop Valdemar Knudsen af Slesvig, men det var også udgangspunkt for erobringer i Holsten, og julemorgen 1201 tog han Hamburg fra grev Adolf af Holsten, som trygt havde regnet med, at "danskerne som vanligt var sanseløst berusede af druk i julen", således som en samtidig tysk kilde skrev. Valdemar blev kronet til konge juledag 1202 af Anders Sunesen, og de kommende tyve år havde de et tæt og øjensynligt gnidningsfrit samarbejde. Valdemars første handling var at forberede et korstog til Estland, som fandt sted i 1206; Øsel blev erobret, men måtte opgives igen. I 1219 lykkedes det endelig at erobre Estland, mest i samarbejde med Sværdridderordenen og Rigabispen. Som forberedelse havde Valdemar fået sin søn Valdemar kronet som medkonge 25.6.1218 på sin farfars helgendag. Inden da var Valdemar blevet indblandet i en indviklet nordtysk kejserpolitik mellem de tyske slægter staufere og welfere og endte med at støtte pavens nye kandidat, Frederik 2. Til gengæld anerkendte Frederik i 1214 Valdemars ret til alle områder nord for Elben og så langt østpå som Bagpommern. Det store Østersøimperium blev rystet, da Valdemar og hans søn Valdemar i 1223 blev taget til fange af hans vasal, grev Henrik af Schwerin. Men Valdemar havde i hemmelighed lovet at tage på korstog til Jerusalem, og paven gik med stor iver ind i sagen om frigivelse. I 1225 slap de fri mod en større løsesum, som de snart fik pavelig tilladelse til ikke at betale, fordi det ville have forhindret Valdemars korstog. Et hævntogt i 1227 førte til nederlaget til Henrik ved Bornhøved, hvorefter Valdemars ekspansion stoppede. I 1231 foretog Valdemar en registrering af alle kongens indtægter, Kong Valdemars Jordebog, sikkert inspireret af hans portugisiske svogers tilsvarende registrering et tiår tidligere. I 1241 udstedte han, kort før sin død, Jyske Lov, der i enkelte paragraffer og i sin idé om kongen som lovgiver både ligner kejser Frederik 2.s og den spanske kong Alfonso 10.s samtidige love. Under Valdemars næsten 40 år som konge blev Danmark en stærk magt i Nordeuropa, og som hærfører, administrator, lovgiver og i sin ægteskabspolitik var Valdemar internationalt orienteret. Kongeembedets magt voksede betydeligt under Valdemar, men det var en blandet arv, han lod gå videre til sine efterkommere. Med kongens næsten enevældige magt blev grunden lagt til en stormandsopposition, der slog magtfuldt igen mange stede i Vesteuropa i sidste halvdel af 1200-t., også i Danmark. | Sejr, Konge Valdemar II til Danmark (I1991)
|
| 1564 | Dåb vedr. Helma Schiøth | Petersen, Loise Anna Charlotte (I7)
|
| 1565 | Dåbs Fadder 29. juni 1810 i Sankt Knuds kirke Frederica. | Körstgens, Leonard (I12535)
|
| 1566 | Dåbsindførelse ikke fundet i Tikøb sogn ? | Hedvig, Bodil Karen NN. (I13605)
|
| 1567 | Dåbsindførelsen er på det nærmeste ulæselihg: Kirchenkreis Rendsburg-Eckernförde > Hohenwestedt > Taufen 1713-1770 bild 25 | Bünz, Hans (?) (I15452)
|
| 1568 | Dalby KB 1847-1891 opslag 15: Barnets Moder frembar selv Barnet. Jomfru Siemsen stod hos. Fad: Pastor Fisher af Wiby, Pastor Lahn af Mesinge og 2. lærer Bülov af Mesinge. | Lehn, Conrad Lars Lütichen (I1910)
|
| 1569 | Dall KB 1847-1876 opslag 16 no 4. Faddere: Gmd. Jens Winther Christensen af Nøtten og Hustru Johanne Christensen. Pigen Emma Thomsen af Ferslev Gaard. Anders Christian Andersen og Gmd. Christen Sørensen, begge af Dall. | Christensen, Anders Christian Cilius (I1696)
|
| 1570 | Dall KB 1847-1876 opslag 35 no 6. | Christensen, Maria Christine (I5484)
|
| 1571 | Dall KB 1877-1892 opslag 16 no 4. Faddere: Gmd. Jens Vinther Christensens hustru, Nøtten. Pige Frederikke Høyer, Svendstrup, Gmd. Jens Vinther Christensen, Nøtten. Gmd. Søren Andersen, Dall og Gmd. Niels Andersen, Dall. | Christensen, Nielsine Martine (I5486)
|
| 1572 | daneben waren sie die Veldhusen 1750 im Weinhandel und um 1780 in der Schiffart t¨tig. | Velthusen, Johann Georg (Jürgen) (I7932)
|
| 1573 | Daniel var ven med forfatteren Steen Steensen Blicher. | Bitsch, Daniel Petersen (I637)
|
| 1574 | Dänischenhagen er en landsby og kommune i Rendsborg-Egernførde kreds i delstaten Slesvig-Holsten Fomodentlig er her tale om "Gut Bülk" https://de.wikipedia.org/wiki/Gut_B%C3%BClk | Sellmer, Anna Augusta Magdalena (I13921)
|
| 1575 | Danish Folk Musician and Troubadour, with focus on Music performance in the traditional Danish Folk Music style, with vocals and acoustic guitar. A musician who supports Danish culture in America. He often play for Scandinavian organizations or at libraries or museums. Also available for private musical performance. Discography: Sangen om Tordenskjold - Danish Folk Songs Peters jul - En dansk julehistorie So Troll'n Wir Uns - German Folk Music Vi er Ravnen - NEW Danish Folk Music 2010 Guld på ruderne - Originals by Flemming Behrend Books: 78RPM The record of a Family Homepeage: http://www.samarkandfolk.com/default.html | Behrend, Flemming Oppenhagen (I8467)
|
| 1576 | Dansk Demografisk Database Samtlige personer i husstanden Randers, Galten, Ølst, Askildrup, , 107, FT-1916, D3921 Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested: Søren Peter Sørensen 28/12 1871 Gift Husfader Landbruger Jakobine Sørensen 9/10 1869 Gift Husmoder Kresten Ebdrup 28/12 1898 Ugift Tyende | Ebdrup, Christen (I234)
|
| 1577 | Dansk Farmaceutisk Stat 1964: Sandberg, Peter Ferdinand 18. 6.1875 Vintersbølle, Vordingborg landsogn 1. 9.1891 Kbh. Østerbro 1895(2) t21.6.1960 Ap. i Haslev 37-49. Ap. i Roslev 25-37. Medstifter af og fm. for D.F. AlborgHjørring kr. 03-05. Fm. i D.A. ViborgThisted kr. 29-37. Kredsvalgt repr. i D.A. 36-37. Æresmedl. af D.F. ÅlborgHjørring kr. 43. Forf. af »Om et langt liv i dansk farmicis tjeneste og om andre ting« | Sandberg, Peter Ferdinand (I14)
|
| 1578 | Dansk Farmaceutisk Stat 1964: Wiese-Christensen (f. Sandberg), Anna Margrethe 23.11.1907 Alborg 1. 2.1927 Roslev DFH stud. 1.11.31- 1.11.33 1930,2 (2) Roslev ap.m. 1.11.30- 1.11.31 DFH stud. 1.11.31— 1.11.33 Ebeltoft prov. 1.11.33- 1. 4.34 Roslev prov. 1. 4.34— 8. 5.38 Vejen prov. 1. 8.38- 1.12.38 Hobro prov. 1.12.38— 1. 5.44 Arhus Set. Pauls prov. 1. 5.62- 8. 9.62 Arhus Søndergades prov. 1.10.62 G. m. revisor Wiese-Christensen, Arhus. | Sandberg, Anna Margrethe (I3)
|
| 1579 | das Andreas bald allein übernahm. | Glockengiesser, Andreas (I2435)
|
| 1580 | das der Vater gemeinsam mit seinem Bruder Hans, dem Rotschmied besessen hatte. | Beheim, Sebald der Ältere (I7405)
|
| 1581 | das er später an seine Enkelin, Magdalena von Thill, kamm. | Glockengiesser, Andreas (I2435)
|
| 1582 | Das erhölte Bürgergeld von 10 fl. lässt auf ein Grösseres Vermögen Schliessen.[krævede en større formue]. 1475 gab er sein Bürgerrecht auf, erwarb es aber 1476 erneut gegen ein Bürgergeld von 10 fl. | Horn, Rulant (I9127)
|
| 1583 | Das Gießen der Glocken, später auch der Geschütze, wurde von speziellen Messinggewerben ausgeübt, insbesondere den Rotschmieden bzw. Rotgießern und den Keßlern. Während die urspr. wandernden Glockengießer i.d.R. erst im 15. Jh. in Städten seßhaft wurden, erfolgte die Gründung fester Gußhütten in N bereits im 14. Jh.; die erste Glocke N Provenienz ist bereits 1299 nachweisbar. Im 14. Jh. dominierte die G.-Familie Kessler/Glockengießer mit ihrer Gußhütte am Frauentor (Königstraße 55), deren Angehörige die Spitäler in Lauf (1374) und Schwabach (1375) stifteten und die nach 1433 ausstarb. Um 1400 trat neben sie die nur durch Heirat mit ihr verbundene Familie Glockengießer, die die Gußhütte am Frauentor übernahm, den Namen Rosenhardt annahm und 1630 als G. abtrat. Neben diesen beiden großen Gußhütten wirkten eine Reihe kleinerer G. (Grunwald, Gnoczhammer u.a.). Um 1500 stammten die aus N exportierten Geschütze größtenteils aus den beiden Gußhütten Pegnitzer und Beheim. Die mittelfränkischen Glocken aus den Jahren 1540-1600 sind fast ausschließlich N Provenienz. Von ca. 1600 bis 1775 setzte die Familie Herold (Hörold) als Nachfolger der Glockengießer deren Werk fort. Seit dem Dreißigjährigen Krieg verstärkte sich die Konkurrenz auswärtiger Firmen, besonders der Gußhütten in Eichstätt, Dinkelsbühl und Crailsheim, jedoch blieb N im mittelfränkischen Raum führend. Literatur: Mummenhoff, E., Das ehem. Gießhaus oder die Gießhütte am Frauentor, in: Ders., Aufsätze und Vorträge zur N Ortsgeschichte, N 1931, 296-300. Thurm, S., Deutscher Glockenatlas: Mittelfranken, München/Berlin 1973. Autor: Beyerstedt | Kessler, Hermann I. der Älterer (I2445)
|
| 1584 | Das Glockengiesser Wappen befindet sich in einem Fenster der Kirche wo er bestatten liess. DGA. Anm.100 Sein Wappen: Glocke und 2 sterne findet sich dort in einer Fenster nach Auskunft des Pfarrers | Glockengiesser, Hans I (I2455)
|
| 1585 | Das Haus Am Markt 8 (Grundbuchnummer 94 im Alten Stadtbuch 1680 1838) befindet sich am Durchgang Salzfässchen und ist aus einer ehemaligen typischen Marktbude enstanden. Das Haus ist heute wie nahezu alle Häuser der westlichen Marktseite, von der Hegede und vom Markt heraus begehbar. Laut Altem Stadtbuch (1680 1838) gibt es folgende Eigentümer: bis 1669 gehört es der Stadt Wismar und als Eigentümer wird die Stadt Cämmerey genannt. Diese hat die Bude verkauft und deren Käufer haben dann das heutige Haus um- und neu gebaut. September 1669 Lucretia Schlaffs 24. Juni 1679 Johan Dietrich von der Fehr und als Mitgift bekommt es 17. Januar 1705 Christian Schwartz Weitere Besitzer Jacob von der Fehr Johan Jürgen Velthusen Martin Schütt Eleonora Rademannen 15. Juni 1744 Johan Hinrich Latendorff danach auf dessen Witwe, geb. Nibbe und deren Erben bis 1822 1822 gab es eine Zusammenlegung der Grundstücke 94 und 93 8. September 1823, Christian David Rönnfeldt 8. September 1829, Johan Ernst Engell 15. Februar 1841, Sophie Carolina Plate, danach Übertrag in das neue Stadtbuch, Grundbuch 92 | Velthusen, Johann Georg (Jürgen) (I7932)
|
| 1586 | das Kind Hans Jepsen Jörgensen, ehel. Sohn des Fabrikarbeiters Jeppe Hansen Jörgensen und der Johanne Marie Dorothea, geb. Clausen auf der Kupfermühle. Das Kind war geboren in Niehuus den 20. Januar 1880 und starb nach einer Krankheit von wenigen Tagen an der Diphteritis, 1 3/4 Jahr alt. | Jørgensen, Hans Jepsen (I7537)
|
| 1587 | Das Lebenslauf dieses vom Vater herbeigesehnten Nachfolgers, des zum fünftenmal Antoni genanten, endlich erhalten gebliebenen Sonntagskindes, ist der eines ungeratenen Sohnes aus guter familie. Im Herbst 1521 trat er, den bedenlichen VVerzicht auf der väterliche Geshäft leistend, seine Erbe an, welches neben dem Geschäftsguthaben von 4000 fl. nach erfolgter Rechnungsablage und gegen Verzicht auf die Verschickung am Koberschen Haubt- und Wohnhause am Ägidienplatze; schon vor Jahresfrist, am 9. Juli 1522, verkaufte er dieses sein ererbtes Haus an seiner Schwager Bernhard Paumgärtner (Baumgärtner). Am 12. Januar 1523 heiratete er Clara Sauerzapf. Ostern ward er unter die Genanten des Grossen Rates aufgenommen. Die Hoffnung, ihn durch Hausstand und Amt auf den rechten Weg zu bringen, war vergeblich, bereits am 27. April 1524 musste er öffentlich vor Gericht bekennen, dass er aus guten Ursachen sein Vermögen nicht weiter angreifen, sondern mit Frau und Kindern nur die Nutzung verbrauchen werde. Seine Frau wies er für von ihr zugebrachtes Heiratsgut 400 fl., sowie für ihr dagegen verschriebene 600 fl. auf die 3300 fl. an, die er nach Abzug seiner Schulden noch bei den Brüdern im Handel habe. Im Namen der Frau bat dan Seifried Coler um gerichtlich besiegelte Urkunde. Im Hans Lochinger, dem Hauswirt auf dem Rathause, wurdeihm, kaum ein Jahr nach seiner Verheiratung, ein Kurator gegeben; am 7. Dez. 1524 wurde auch dem Kanzleischreiber Steffan Bayer erlaubt, die Kuration des "verthunen" Anthoni Koberger anzunehmen. Man suchte ihm aufzuhelfen; am 26 Sept. 1528 nahm ihn der Rat, wohl um ihm eine Beschäftigung zuzuwenden, zum Wägamt der Mehlwage auf dem neuen Bau (Sebalder Seite) an, doch musste man sich am 30. Sept. 1530, dieweil er aufgesagt, nach einem Schreiber in der Wage umsehen. Er blieb laut Urkunde über eine 1528 gekaufte, ihm auf das Haus S. 17 zustehende Eigenschaft von 90 fl., welche 1532 mit 1800 fl. abgelöst wurde, bis su seinem Tode unter jener Verschwendungsvormundschaft; ja am 9. Januar 1531 musste gegen ihn die Anklage auf Ehebruch erhoben werdwn; es wurde drei Tage darauf beschlossen, ihn auf sein Bekenntnis wie einen Ehebrecher zu strafen, er solte 8 Tagen in die Strafe gehen. Nach mehrfacher Stundung und der Gestattung, ihn in ein Stüblein zu legen und, sofern er so schwach, ihm das Bier zu erlauben, ward er am Osterabend 1531 (8. April) zusammen mit Hartmann Schedel, dessen Vater einst des alten Koberger berühmtestes Drückwerk, die Weltchronik, verfasst, und mit Peter von Watt, einem Verwanten der eben erloschenen Pirckheimer, von Ehebruchs wegen des Genanntenamtses entzetzt. Ein Aussöhnung zwischen den Eheleuten fand nicht statt. Das Jahr darauf 1532 ward der zu Fischbach erfolgte Tod dieses unwurdigen Sohnes in das sogenannte grosse Totengeläut eingetragen. Er hinterliess seiner Witwe vier Söhne. | Koberger, Anton der Jüngere (I5334)
|
| 1588 | das seine Schwigertochter Elsbeth, Witwe des Endres Glockengiesser 1490 für 100 fl. verkaufte. | Glockengiesser, Conrad I. der ältere (I2437)
|
| 1589 | Das Staatliche Versorgungsheim, Oberaltenallee 60, Barmbek Die Hamburger Versorgungsheime der Sozialverwaltung Der Hamburger Gesundheits- und Fürsorgebehörde unterstanden Wohlfahrtsanstalten, die 1934 und 1935 im Zuge der Räumung der Staatskrankenanstalt Friedrichsberg etwa 500 psychisch Kranke und geistig Behinderte aufnehmen mussten. Weitere Verlegungen folgten; allein im Versorgungsheim in Hamburg-Farmsen waren 1940 etwa 900 Patientinnen und Patienten aus Langenhorn untergebracht. Sie wurden dort bei unzureichender Ernährung nahezu ohne ärztliche Betreuung mit niedrigstem pflegerischem Aufwand "verwahrt". http://www.radszuweit.info/Katalog_Rathaus_NG_2014_S1-72_20140106_final.pdf http://www.hamburg.de/contentblob/2542624/data/stolpersteine-barmbek-uhlenhorst.pdf | Bünz, Hans Claudius (I181)
|
| 1590 | dass seine Kinder vorab ein Erbteil von 2500 florin (= 8750g feingold) erhalten hatten und nun einen weiteren Halbteil bekommen solten. Etwa in gleicher Höhe bedachte er Stiftungen, Gotteshäuser und Verwandte. | Glockengiesser, Conrad I. der ältere (I2437)
|
| 1591 | Data fra http://www.familysearch.org | Ruesch, Hans Ulrich (I534)
|