Notater
Match 3,183 til 3,225 fra 12,311
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 3183 | Han opkøbte ejendomme i Fiskbæk sogn omkring 1800. Al denne jord, som han opkøbte blev samlet under navnet Rønninggård, som stadig findes i Fiskbæk i dag. Navnet stammede fra godsforvalterens kones familie. Da de ingen børn havde, boede hendes brodersøn Niels Rønning hos dem. Han overtog senere onklens gård. | Kop, Bendix Villadsen (I5656)
|
| 3184 | Han optræder ikke i Vester Egede's Elevlister: http://xn--mrkeberg-54a.dk/Lokalhistorie/Landsbyen%20Vester%20Egede/Dokumenter%20om%20Vester%20Egede/Uddrag%20af%20dagjournal%201851_1878.pdf | Schiøt, Jens Peter Riddermand (I2276)
|
| 3185 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I3639)
|
| 3186 | Han overtog ved skøde 8 januar 1831 V. Skibelundgård matr. nr. 10 Skodborghus og matr. nr. 30 Askov af 1 td. 1 skp. 1fk. og 6/7 alb. fra moderen. | Lucassen, Christen (I21)
|
| 3187 | Han rejste i 1812 til Maribo. Johann Georg var husmand og bødker i Rolykke, Købelev sogn. Iflg. mundtlig overlevering i denne gren af familien, rejste han hjemmefra efter uoverensstemmelse i en arvesag. Det samme gjorde en yngre bror ( her kan der kun være tale om Jacob) og den mundtlige overlevering vil vide, " at han drog til Hollands Ostindien". | Bitsch, Johann Georg Pedersen (I638)
|
| 3188 | Han skrev Den bibelske Skabelseshistorie (forkortet bearbejdelse af Johann Heinrich Kurtz' Bibel und Astronomie, 1857), Dyret af Havet, Dyret af Jorden og Dyrets Billeder, vejledende Forklaring af Johs. Aabenbaring (1866). | Knæckenborg, Georg Severin (I13202)
|
| 3189 | Han Testamenterer hans hus i St. Poul til Mr. Thomsen og 5.000 US dollar til hans Housekeeper Mrs. Post. Øvrige obligationer, Aktier og kontanter til levende nevøer og niecer i Danmark. | Møller, Jens Søren Jensen (I7675)
|
| 3190 | Han tilhørte fyrstehuset Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg. Prins Carl var sønn av kong Frederik VIII av Danmark og prinsesse Lovisa av Sverige, bror av Christian X av Danmark, og sønnesønn av Christian IX av Danmark. Han skiftet navn til Haakon da han ble valgt til Norges konge etter unionsoppløsningen. Carl ble dermed konge i Norge før faren og den eldre broren ble konger i Danmark. | VII, Konge Haakon af Norge (I7380)
|
| 3191 | Han var ansat ved Grønlandske Handel. Under hvalfangst fik han beskadiget rygraden og kom til Danmark. | Rosenstand, Peder Vallenberg (I1854)
|
| 3192 | Han var ældste søn af kunstdrejer Johan Georg Schwartz. Han oplærtes i faderens virksomhed, men var allerede 1837 på en udenlandsrejse til både Paris og London, og efter i 1846 at have gjort mesterstykke og løst borgerskab blev han i 1847 medinteressent i faderens forretning, der nu fik navnet J.G. Schwartz & Søn. Hvad der tidlig lagde beslag på hans opmærksomhed, var oprettelsen af en håndværkerskole. 1839 startede han diskussioner herom i Industriforeningen, og da denne i 1841 fik en sådan skole i gang, skete det isæ på grund af Schwartz' foranledning. Fra dette år blev han et virksomt medlem i Industriforeningens bestyrelse, 1847-49 var han fx med i komiteen, der holdt søndagsmøder for unge håndværkere. 1857-61 var han foreningens formand og virkede bl.a. for at lade kunsten få indflydelse på håndværkernes arbejder. Foreningen udgav med dette mål for øje en række tegninger. Når han derefter trådte tilbage fra Industriforeningen, var det, fordi han havde fået andre opgaver, og hans kun svage helbred ikke kunne lade ham røgte alt. 1859-65 var han medlem af Københavns Borgerrepræsentation og lagde her et stort arbejde i gennemførelsen af Indkomstskatteloven (1861). Han var også medlem af bestyrelsen for det såkaldte Kunstflidslotteri (1860), der var etableret til fordel for Frederiksborg Slots genopførelse. Lotteriet lagde stærkt beslag på hans kræfter, og samtidig forberedte og startede han sammen med arkitekt Vilhelm Klein «den nye Haandværkerskole» (1868) og samme år blev han indvalgt i bestyrelsen for Arbejdernes Byggeforening. Efter hvad her er meddelt, kan det forstås, at han i sin forretning gik en noget anden vej, end faderen havde gjort. Han lagde vægt på, at kunsten fik så stor indflydelse som muligt; han arbejdede i så henseende navnlig sammen med billedhugger C.C. Peters. Da H.C. Ørsteds Legat i Industriforeningen første gang skulle uddeles (1863), blev det tildelt den, der i Schwartz' etablissement havde udskåret den elfenbensvifte, som var en af landets brudegaver til prinsesse Alexandra. Særlig berømte er de drejede og udskårne elfenbensrosetter og søjlekapitæler i bedestolen på Frederiksborg Slot. De nævnte, som flere andre arbejder, var udført af kunstdrejer Griessing, der kom til København som tyrolersanger omkring 1850 og hos Schwartz fik anvendelse for sin glimrende faglige dygtighed. I Kunstindustrimuseet opbevares flere prøver på etablissementets kunstdrejervirksomhed. 1862 blev han Ridder af Dannebrog og 1872 blev der som tak for, hvad Schwartz havde udrettet for dansk håndværk og industri, overgivet ham et legat, der bar hans navn. Han skænkede det til den nye Haandværkerskole. 11. december 1874 afgik han ved døden og blev begravet på Assistens Kirkegård. 23. februar 1847 havde han ægtet Thora Louise Kuhl (16. februar 1816 - 8. marts 1875), datter af revisor og kaptajn ved Livjægerkorpset C.I. Kuhl. J.A. Schwartz Gade i Kartoffelrækkerne i København er opkaldt efter ham. Han er portrætteret af August Schiøtt 1870. Træsnit 1875 af H.P. Hansen. | Schwartz, Johan Adam (I1815)
|
| 3193 | Han var borgmester i Randers og "en velhavendes mand". Han blev stamfader til slægterne Benzon, Hofman, Lasson, Poulson og Rosenørn m.fl. | Lassen, Peder (I5710)
|
| 3194 | Han var da 34 år, ugift og blind. | Kop, Jens Zeuthen (I5653)
|
| 3195 | Han var den ælste af de tre drenge, der efter faderens død 1793 blev optaget på Det Kongelige Weisenhuus i København, en institution, der uddannede drenge både i boglig viden og i forskellige håndværk. Det lå på det tidspunkt på Nytorv, men ødelagdes ved den store ildebrand 1795. Weisenhusets Bogtrykkeri blev flyttet til Studiestræde 112 og 113, og her blev Johan udlært som »bogtrykkersvend« 1807, samme år som englænderne foretog et ødelæggende bombardement af byen. 1811 rejste han til Christiania (Oslo), hvor han i mange år arbejdede som typograf. Han giftede sig 27/11 1812 med Birtha Marie Andersen, f. i Hækkedalen, Norge 14/8 1790, d. 16/7 1853 i København. Omkring 1817 flyttede familien til København, hvor han fik beskæftigelse hos bogtrykker Seidelin. Han mistede både sin hustru Birtha og datteren Hansine ved den store koleraepedemi, der hærgede København 1853. | Gornitzka, Johan Andreas (I5784)
|
| 3196 | Han var den første konge i Østfranken, fra 843. Fra 870 var han også konge i Lothringen. Han var tredje søn af Ludvig den Fromme og dennes første gemalinde Irmengard. I 817 fik han Bayern og de østlige områder, men blev vred, da hans områder blev reducerede ved delingene i 829, 832 og 839. Efter faderens død allierede han sig med sin bror Karl den Skaldede mod Lothar den første. I slaget ved Fontenay i 841 slog de Lothar og tvang ham til forliget i Verdun i 843. Ved forliget fik Ludvig landet på højre side af Rhinen, med undtagelse af Frisland. På venstre bred fik han de tre bispedømmer Mainz, Worms og Speyer. Efter Lothar den anden død overtog han 22. januar 870 den østlige del af Lothringen ved delingsoverenskomsten i Meerssen. Ved samme lejlighed fik han tilkendt Köln og Trier. Han og hans gemalinde Hemma efterlod sig tre sønner og tre døtre. Af de tre sønner lod han i 865 Kaloman overtage styret over Bayern, mens Karl den Tyske og Ludvig den Unge fik Franken og Sachsen. Ludvig den Tyske anses for at være det tyske riges grundlægger. Navnet Tyskland blev dog almindeligt først over 100 år efter hans død, og Ludvig fik først tilnavnet den Tyske mange år efter, at han var død. Han regnes for at have været en stærk hersker, støttet af kirken. Ludvig den Tyske blev bisat i klosteret Lorisch. | Tyske, Ludvig Den (I3418)
|
| 3197 | Han var enkemand, mens han var præst i Gunderup. Hans Pension var 600 Rdl. Wiberg noterer at han var rig! | Naschou Thomsen, Hans Jørgen (I662)
|
| 3198 | Han var formodentlig født i Viborg, hvor hans bror Peder Lassen blev borgmester. | Lassen, Thøger (I5669)
|
| 3199 | Han var født Büdingen ved Hanau, hvor faderen var fragtmand og landbruger. Allerede i sin hjemstavn sat i drejerlære kom han 1805 til sin farbroder i København, kunstdrejer Johan Adam Schwartz, hos hvem han blev udlært, hvorefter han alt i 1808 fik borgerskab som kunstdrejer i København og i 1812, for at undgå militærtjenesten i sit hjem, blev udnævnt til hofkunstdrejer. Ved farbroderens død i 1835 overtog han hans virksomhed, som han en tid væsentligt havde styret, og fik samme år prædikat af det Kirurgiske Akademis kunstdrejer ligesom bevilling som fiskebensfabrikant. Hans etablissement, som han navnlig udviklede i fabrikmæssig tilvirkning af fx paraplyer og kamme, blev det største i sin retning her hjemme, hvad han fra 1840 viste bl.a. paa de her stedfindende udstillinger. 1847 optog han sin søn Johan Adam Schwartz som medinteressent. Han var en af Industriforeningens stiftere (1838), var særlig virksom ved dens forevisninger og stod 1845-47 som formand for den. Han var forstander for den tysk-reformerte Kirke i København fra 1838 til sin død, 20. august 1864. | Schwartz, Johan Georg (I1813)
|
| 3200 | Han var kasserer ved Lottokontoret i København, revisor ved Grønlandsk Handel og senere justitsråd. I 1790'erne boede familien Nr. Købmagergade No 13. Ved FT 1801 boede han matr nr 20 i Vester kvarter (Frederiksborggade 38) i København med ko n e og 7 børn. Hans navn blev ofte stavet Niss. Han døde 84 år gl på adressen Halmtorvet No 69. Børnene ses ikke at være i døbt i Frue eller Helliggeist. | Rosenstand, Niels Jacob (I677)
|
| 3201 | Han var kendt som en stor kriger og hærmand. Allerede som 12-årig drog han på togt med fem langskibe. Erik fik overdraget kongemagten fra sin far, da Harald blev 80 år. Erik dræbte tidligt flere af sine brødre, bl.a. Bjørn Farmann, men blev selv fordrevet af sin yngre bror Håkon den gode (Adalstensfostre), da denne kom hjem fra England. De norske høvdinger var da trætte af Eriks plyndren og hærgen, så de sluttede sig til Håkon. I England fik Erik Northumberland i len af Kong Adalsten. Han bosatte sig dér med sin familie i Jorvik (nu York). Herfra blev han fordrevet i 941 af Edmund, Kong Adalstens bror, efter at han havde fortsat sin fremfærd og foretaget flere plyndringstogter i Irland og Bretagne. Han faldt i et slag i Stainmoor mod Kong Eadred i 954. | Blodøkse, Erik Konge (I2084)
|
| 3202 | Han var lensmand på Mors 1473. Tjeles ældste bygning, sydfløjen, er opført af Laurids Mogens Løvenbalk omkring 1480. Til det sengotiske stenhus i røde munkesten føjedes østfløjen omkring 1500. Han arvede Tjele efter sin mor, i hvis andet ægteskab med Mogens Jensen Løvenbalk, slægten Løvenbalk kom til Tjele. Laurids Mogensen Løvenbalk, til Tjele, som han arvede efter sin halvbroder Christian Eskildsen. L.M. nævnes 1462. Havde 1473 og 1486 Mors i forlening. L.M. lejede 1482 gods af Mariager Kloster. Nævnes 1485 blandt Bo Høg's stamfrænder. L.M. deltog 1487 i hyldningen i Lund. L.M. lejede 1488 gods for livstid af Herman Flemming. Levede 1. august 1500, da han nævnes som medudsteder af et vidne af Viborg landsting. Han døde 1500. Gift med 1) før 1472 Anne Joakimsdatter Flemming, som døde ca. 1488. Hun blev begravet sammen med sin ægtefælle L.M., der dog først døde 1500. Begravet i Mariager Kirke, hvor L.M. havde bygget et kapel. Anne Joakimsdatter Flemming skal dog efter andre angivelser være begravet i Viborg. Hun var gift tidligere, før 1458 med Anders Ebbesen Galt, som døde før 1466. L.M. var gift anden gang med 2) Karen Pedersdatter Bille, som levede 1511. Hun blev begravet i Viborg Domkirke. Karen Pedersdatter Bille var søster til hr. biskop Ove Bille i Aarhus. L.M.'s børn var vist alle af andet ægteskab. Af børn var bl.a. hr. Mogens Lauridssen (Løvenbalk) til Tjele, kendt fra sin udsending til Skotland, hvorfra han hjemførte Genete (Janet) Jacobedatter Graigengelt, "Den skotske Kvinde på Tjele" (H.F.Ewald). Genete var af Montrose's stamme en sidegren til "Clans Græmes" (Grahams). Kendt fra "The Montrose's bl.a. James Graham, der 1644 udnævntes til "Marquis". Han var senere den engelske konges general i Skotland. Endvidere havde L.M. en datter Maren Lauridsdatter, der blev gift med Erik Pedersen Skram (Skram stammer fra Tyskland, Slesien) til Hastrup. Desuden har der eksisteret en søn af L.M., der hed Jens. | Løvenbalk, Laurids Mogensen (I1938)
|
| 3203 | Han var opkaldt efter moderens første mand, sognepræst Jacob Jensen Aalborg. Efter moderens død forpligtede hans far sig i 1622 til at yde Jacob ærlig og nødtørftig underhold-ning, kost, klæder, skolegang og al anden hans fornødenhed, indtil han blev 16 år gammel. Til gengæld skulle han ikke svare sønnen renter af mødrenearven: 400 rigsdaler og en opgjort seng så god som 50 slettedaler. Da Buni Nielsen året efter fik kald ved Vor Frue kirke i Århus, holdt han sit løfte og mere til. Jacob kom på Kathedralskolen, studerede i 1636 i Hamburg og blev den 25. nov. s. å. Immatri-kuleret ved Københavns Universitet. Tre år senere kunne Ole Worm den 1. december 1639 give ham følgende testimonium: Jacobus Budæi Arhusiensis blev immatrikuleret i nov.1636. Han har theologisk Attestats og anbefales til Testimonium publicum. Med dette bevis rejste Jacob tilbage til Århus, hvor han blev hører ved sin gamle skole. I 1643 døde sognepræsten til Skivholme og Skovby sogne Jens Jacobsen Randers. Det var midt under Torstenssonkrigen, og Jylland lå under svenskernes åg. Lensmanden på Skander¬borg, der havde kaldsretten, var flygtet, og bispen i århus var heller ikke på plads. Og da "dee danne Mend Herritz Præsterne haver end Huer noch i sit egitt Att bestille, saa Att dee iche lenge uden stoer besuering och fare kan oss betiene, så fandt de arme sognefolk ingen anden udvej end at bede superintendenten over Viborg stift om at ordinere dem en retsindig sognepræst og arbejder udi Herrens vingård. De hidkaldte den Hæderlige och Vellærde Vnge Mand Jacob Bunisøn, locat udi Aarhuus Domskoele" til at prædike for sig den 17.marts 1644. Man kan spekulere over, hvordan de havde fået øje på ham som kandidat. Da Skivholme kun ligger 15 km fra Århus, har de måske kendt ham som løbedegn derfra eller som skolekammerat til sønnen i præstegården, ovennævnte Peder Christensen. Hvorom alting er, så befalte hans gaver og lærdom dem vel, og tre af bønderne underskrev sammen med herredsprovsten Niels Thomsen og Jacob Bunisøn d.19.marts 1644, under et møde i Sjelle kirke, en supplik til super-intendenten i Viborg om at få ham til præst. Hr. Jacob afskrev senere ansøgningen, under betegnelsen kaldsbrev, i Framlev herredsbog. | Bunisøn, Jacob (I5705)
|
| 3204 | Han var rekrut i lejren på Lammefælled, snart efter gik han som menig i 1. regiment til Gottorp og Dannevirke. Den kejtede rekrut var blevet en pligtopfyldende, begejstret kriger og en trofast kammerat. Han kæmpede heltemodig ved Oversø, men da han standhaftig ikke ville vige, blev han dræbt ved et skud gjennem øjet. En mindesten over ham er rejst i Borchs Kollegiums have. | Paludan-Müller, Jens (I10239)
|
| 3205 | Han var sønn til Torolv Skjalg på Sola, og han tilhører dermed en av de mektigste ættene på Sør-Vestlandet i tidlig vikingtid. Erling Skjalgsson var den mektigste lendermann i Norge på slutten av 900-tallet og begynnelsen av 1000-tallet, og mye av makten og innflytelsen hadde han fått gjennom svogeren kong Olav Tryggvasson (konge i Norge 995-1000). Olav Tryggvasson hadde gitt Erling sin søster til ekte, og han tilbød ham også jarlenavn, men Erling avslo det. I stedet for jarlenavn fikk Erling Skjalgsson hele den sørvestlige delen av Norge i len; et område som strakte seg fra Sogn i nord til Lindesnes i sør. Erling Skjalgsson var ikke delaktig under salget ved Svolder i år 1000 da Olav Tryggvasson falt, men det tok flere år før Erling inngikk forlik med de nye herskerne i Norge, jarlene Eirik og Svein Haakonsønner, som satt med kongemakten i Norge frem til 1016. Erling Skjalgsson hersket og levde som en konge på Solagården, og for å synliggjøre sin makt og posisjon hadde han alltid 90 frie menn rundt seg, men når jarlene Eirik og Svein besøkte Sola ble Solakongens vaktstyrke økt til 200 mann. Olav Haraldsson samlet sammen mannskap og skip i Oslofjorden og drog sørvestover langs kysten mot Agder, men kongen fikk svært lite støtte av befolkningen i dette området. Kongen og hærfølget rundet Lindesnes og etter et lengre opphold i Lyngdalsdistriktet fortsatt de nordvestover mot Jæren hvor de fikk høre at Erling Skjalgsson var i ferd med å kalle sammen en hærstyrke til å slåss mot dem. Olav Haraldsson forlot Jæren og seilte videre nordover, men noen skipslengder lenger bak og klar til å angripe fulgte Erling og hans overlegne flåte. Erlings eget skip var svært hurtigseilende og halte fort inn på kongens flåte. Kongen hadde merket at fienden nærmet seg og han gav da mannskapet ordre om at de langsomt skulle senke seilene på skipene. Manøveren ble også lagt merke til av Erling Skjalgsson som mistolket situasjonen i det han oppfattet det slik at kongens flåte fjernet seg mer og mer fra dem. Erling ville ikke gå glipp av dette oppgjøret med Olav og han satte derfor til alle seilene, og snart var hans skip langt foran resten av følget. Olav hadde klart å komme seg i skjul ved et nes på øya Bokn, og han lot seilene falle og skipene ble lagt i angrepsposisjon. Da Erlings skip var kommet nær nok gav kongen ordre til angrep; et angrep som kom helt overrumplende på Erlings mannskap. Erlings soldater forsvarte seg tappert, men motstanden ble for hard og en etter en ble de hugget ned av kongens soldater. Til sist stod Erling alene igjen i løftingen med hjelm, spyd og skjold. Han ble angrepet far alle kanter, men der hvor han stod var det umulig for angriperne å komme ham nær nok med spydene. Erling hugg av spydspissene, og i ettertid var det ingen som kunne huske at noen enkelt mann hadde klart å verge seg så lenge mot så mange angripere. Kong Olav ropte da til Erling: Du vender ansiktet til i dag, Erling. Ja, herre, bryst mot bryst skal ørnene rives, svarte Erling. Da spurte kongen om han ville overgi seg og slutte seg til ham. Erling svarte ja på dette og la fra seg hjelm og skjold og gikk kongen i møte. Kong Olav stakk kanten av øksen i kinnet på Erling og sa: Merkes bør drottens sviker. I det samme sprang en av Olav menn, som var en fiende av Erling, frem og kløyvde Erlings hode med øksen sin. Da utbrød kong Olav: Der hugg du Norge ut av min hånd. Resten av Erlings flåte var kommet til, men det utviklet seg ikke til noe slag siden disse nå var uten høvding, og de lot kong Olav og hans hærmenn reise videre, men liket av Erling Skjalgsson tok de med seg tilbake til Sola. Det ble stor oppstandelse da de kom hjem til Solagården, og straks Erlings sønner fikk føre om drapet på faren samlet de samme en større hærstyrke og satte etter kong Olav. Kongen hadde for liten hærstyrke til å ta kampen opp mot Erlingssønnene, og han fant det derfor best å komme i sikkerhet utefor Norge. Kong Olav forlot derfor sitt skip, og sammen med noen soldater som ikke ville forlate ham kom de seg over til Sverige og derfra videre til Gardarike (Russland), hvor flyktningene fra Norge ble godt mottatt av kong Jaroslav. Herse var en hövdingatitel, som användes till i mitten av 1000-talet i Norge. I Harald 'Hårfagers saga' omtalas att han satte en jarl i fylkena och under jarlen utsågs 4 hersar. Titeln kan ha haft hedniska religösa grunder. (Källa: Kulturhistorisk leksikon for nordisk mellomalder, gm Arnfinn Kjelland, Norge) Lendman (lenderman) var en person, som hade fått land av kungen och är ett yngre namn än herse. Under kung Magnus Eriksson blir sysselmenn kallad lendmenn, och de stod i rang närmast efter hertig och jarl. Efter år 1277 brukas i stället baron. (Källa: Kulturhistorisk leksikon for nordisk mellomalder, gm Arnfinn Kjelland, Norge) Olav Tryggvasson tar sin nya religion på stort allvar och sätter energiskt i gång med att införa kristendomen i den ena norska bygden efter den andra. God hjälp har han av en hövding på västlandet, Erling Skalgsson på Sola. (Källa: Alf Henriksson) Den siste stormannen, 'rygekongen' Erling Skjalgsson, som hade makt från Sörvestlandet till Sognefjorden, förlikade sig med Olav 'den helige'. Han ställde stora krav på honom, men måste ge sig och godta Olavs krav på alla punkter. Han blir aldrig någon vän av Olav 'den helige'. (Källa: Boken 'Olav, viking och helgon', Morten Myklebust 1997) Erling sviker Olav 'den helige' och blir kung Knuts man. Han möter Olav i en strid i Boknefjorden och blir besegrad. Som fånge blir han först rispad i kinden med en yxspets av Olav med orden 'Merkes skal han, drottensvikeren' och sedan strax mördad av Aslak 'Fitjaskalle'. Asbjörn 'Selsbane' Sigurdsson är nevö till Erling; alltså systerson, eftersom Asbjörns moder heter Sigrid. (Källa: Boken 'Olav, viking och helgon', Morten Myklebust 1997) Den mäktige hövdingen Erling Skjalgsson fick en gång en fråga av kung Olav 'den helige' varför han inte bemötte dessa kungens förvaltare med respekt. Erling ska då ha svarat: 'jag ska villigt erkänna att var och en av vår släkt länge har försökt att vara förmer än de andra. Jag ska även erkänna att jag med glädje böjer nacken för dig, kung Olav, men inför Säl-Tore som är trälfödd på båda sidor tycker jag det känns hårt, även om han nu är din förvaltare, eller inför andra av samma ursprung, även om du givit dem ditt hedersbevis'. (Källa: Spår av kungens män sid 145, Maja Hagerman) Erling Skjalgson. Ble drept av sin tremenning Aslak Fitjaskalle, ca. 975-1028, 'Rygekongen', herse og lendmann på Sola, Jæren. G.m. Olav Tryggvasons søster Astrid. Støttet Svein jarl mot Olav Haraldsson. Sluttet seg til kong Knut i England 1025 og fulgte denne til Norge. Drept av Olav Haraldssons menn. Høvding og Lendmann. Født ca. 975. Død 21.12.1028. Erling var en mektig herse over landet fra Sognefjord til Lindesnes og var den gjeveste av alle lendermenn i Norge. Han førte et stort hus med mange menn i sin tjeneste, såvel hjemme som i hærferd. (Källa: Kjell Høyer, Norge) På Hordaland var det mange gjeve stormenn, som var kommet av Horda-Kåres ætt. Han hadde hatt fire sønner; den ene var Torleiv Spake, den andre Ogmund, far til Torolv Skjalg som var far til Erling på Sola; den tredje var Tord, far til Klypp herse, som drepte Sigurd Sleva Gunnhildsson; den fjerde var Olmod, far til Askjel, far til Aslak Fitjaskalle. Det var den største og gjeveste ætten på Hordaland. Fra Snorre Sturlasson: Olav den helliges saga, avsnitt 22: Det har alltid vært sagt at Erling var den gjeveste av alle de lendmennene som har vært i Norge. Dette er barna til Erling og Astrid: Aslak, Skjalg, Sigurd, Lodin, Tore og Ragnhild som var gift med Torberg Arnesson. Han var med kong Olav Trygvesson på toget til Vendland. I begynnelsen kjempet han mot Olav Haraldsson, men etter slaget ved Nesjar kom det til forsoning, hvorved Erling måtte gi avkall på endel av sine len. Det ble senere brudd mellom ham og kongen. Erling reiste da til kong Knud i England. Da han kom hjem, prøvde han å overraske kongen da denne skulle fare fra Viken til Trondheim. Men Erling var uheldig og ble selv overrasket. I en trefning ved Tungeøyene ble Erling overvunnet og måtte overgi seg. Kongen hånte ham, og han ble drept av sin frende og fiende Aslak Fitjaskalle. Dette ble senere skjebnesvangert for kongen. (Källa: Heimskringla, Olov Tryggvessons saga) | Sola, Erling Thorolfson på (I2138)
|
| 3206 | Han var stridig og havde mange sager. Han blev fradømt provsteembedet formedelst en sag, som han havde afsagt. Var en god kemiker og velfortvaren i lov og ret. Vidtløftig. | Schandorph, Holger Sørensen (I5676)
|
| 3207 | Handelen består af kolonivarer fra Vestindien og tømmer. Senere er han også ejendomsmægler. - Omrkring 1807 er han god for over en million rigsdaler i værdier, og er blandt de 90 rigeste mænd i riget. | Behrend, Joachim Israel (I7854)
|
| 3208 | Handelsmann in Ulm, Verfasser eines der ältesten Weltreisebeschreibungen (urschriftlich in der Stadtbibiothek, gedruckt in den Veröffentlichungen des Literarischen Vereins Stuttgart) | Kiechel, Samuel (I4365)
|
| 3209 | Håndskrevne optegnelser om slægten Moldrup af F.E. Moldrup. (Nat.Mus. II afd) | Familie: Peder Nielsen Moldrup / Mette Jensdatter Laasbye (F4883)
|
| 3210 | Hans (I.) blieb beim väterlichen Handwerk. Er heiratete Agnes Dirming. Die Chronik berichtet, daß er 1493 eine große Glocke verkauft habe. Je eine Glocke 'von 1506 in Weißenstadt/Ofr. und von 1511 in Tirschenreuth (früher in der Sr-Klara-Kirche zu Nürnberg) durften aus seiner Werkstätte stammen. 1521 testierte Hans (l.). zu Gunsten seiner Frau und seiner beiden Söhne: "Hans, so Glocken gegossen, und Nicolaus, der zu Leipzig und Ingolstadt studiert und Fendrich geworden." | Glockengiesser, Hans I (I2455)
|
| 3211 | Hans (ll.), "so Glocken gegossen", hat 1540 "die große Hallerin" für den Eichstätter Dom geliefert. Auch andere Glocken seiner Gießerei sind noch bekannt. Er war mit einer Barbara Grätz verehelicht, die 1540 starb. Im gleichen Jahr heiratete er in zweiter Ehe Ursula, geb. Ungelter, die Witwe seines Vetters Christoph (I.) Glockengießer. Stadtkämmerers zu Regensburg. | Glockengiesser, Hans II (I2459)
|
| 3212 | Hans bo vurderedes efter hans død til 16000 rigsdaler. Sølvtøj, guldkæder og malerier med flere kostbarheder hørte til hans indbo. Det var i disse tider ikke usædvanligt for de velhavende købmænd at give deres sønner en uddannelse i udlandet. Ved hans død i 1695 opholdt således hans ældste søn Søren sig i Amsterdam, og den næstældste Rasmus var i Christianssand i Norge. Hvornår han blev borger i Århus vides ikke. Hans kone var datter af en velhavende købmand, og det har måske hjulpet ham på vej. 423 Jens Rasmussen Laasby, borgmester i Århus. 2.8.1699, fol.450B. E: Maren Jensdatter Vinter. LV: bror Hans Jensen Vinter, rådmand. B: 1) Søren Jensen Laasby i Amsterdam i Holland 2) Rasmus Jensen Laasby i Kristiansand i Norge 3) Jens Jensen Låsby i Århus 4) Peder Jensen Låsby 5) Anne Jensdatter Vinter g.m. Erik Christensen, købmand i Kalundborg 6) Mette Jensdatter Laasby g.m. Peder Nielsen Mollerup, forpagter af Vestervig 7) Anne Jensdatter Laasby 8) Ingeborg Jensdatter Laasby 9) Karen Jensdatter Laasby 10) Gertrud Jensdatter Laasby 11) Kirsten Jensdatter Laasby. FM: Jens Jacobsen Skivholme, købmand i Århus. | Laasbye, Jens Rasmussen (I12506)
|
| 3213 | Hans Christensen boede - mere eller mindre fast - fra senest 1714 til sin død 1761 i Højet (Høved), Høfued eller Høyed) i Ryde sogn. Hans var født 1692 i Rønbjerg by og sogn, hvorom kirkebogen meddeler: 21. august havde Christen Nielsen, embedsmand i Rønbjerg, et drengebarn i Rønbjerg Kikre, som han selv frembar og kaldet til dåbet Hans; faddere ingen, uden de i kirken hosværende sognefolk. Hans Natmand døde 1761 i Ryde sogn, begravet 8. marts 68 år gl. Han blev gift - vist senest 1711, men konens navn og herkomst kendes ikke. Da mindst fire af Hans´ børn (Jens, Christen, Christian og Morten) lod døtre døbe Ingeborg, hed Hans´ kone vel således. Hans Christensen der dels nævnes som natmand og dels med betegnelsen embedsmand, men ofte som Mester Hans, boede altså fra senest 1714 i eller ved Højet i Ryde sogn, men lod desuagtet flere af børnene døbe hjemme i Rønbjerg kirke. | Christensen, Hans (I795)
|
| 3214 | Hans Christensens kone (Ingeborg?) , der ifølge dødsalderen var født ca. 1687 kunne tænkes at have været en natmandsdatter fra Mors, idet der blandt fadderne til sønnen Christen i 1714 nævnes en Christen Stephansen af Mollerup fra Mors og Apelone Rasmusdatter sst. ; dette par ville være oplagte emner som forældre til Hans Christensens kone, idet deres datter Apollone Hansdatter i såfald ville være opkaldt efter mormoderen. Kirkebogen for Mollerup begynder desværre først i1730erne, men vedrørende natmandsfamilien gives der gode oplysninger i et par skøder fra 1741 og 46. - Ifølge disse oplysninger var Christen Stephansen og Apollone Rasmusdatter ganske rigtigt gift med hinanden, og hun var født ca. 1662 og døde 1748 i Randrophus i Vestervig sogn i Thy, 86 år gl.; hun døde hos datteren Ingeborg Christensdatter, født ca. 1708, død 1761, gift første gang 1736 i Mollerup med Jens Andersen (Gyrichsen) og gift anden gang med 1748/50 med Niels Jensen, ligeledes natmand i Vestervig. Af de nævnte skøder fremgår det, at Christen Stephansen og Apollone Rasmusdatter foruden datteren Ingeborg i Thy af børn kun havde sønnen Stephan, Anders og Christen, der alle må have været ældre end Ingeborg, født ca. 1708. Efter dette kan Hans Christensens kone, der som sagt må antages at have heddet Ingeborg, ikke have været datter af nævnte natmand på Mors; men nævnte fadderskab 1714 samt navnene Apollone og Ingeborg tyder afgjort på en nær slægtsforbindelse. Hun Hans Natmands hustru - døde 1760i Ryde sogn, begravet 28. december 73 år gl. | Ingeborg (I796)
|
| 3215 | Hans Ebdrup skrev 1981 (http://www.nordsider.dk/100_aar/historie/hans_ebdrup.htm) Jeg er født i min morfars hus på Gammel Aalborgvej eller "Aalborghulen". Huset er nu nr. 12 på Hegedalsvej, men i min dåbsattest står, at fødestedet er Hørby, Aalborg Amt! Hvad der ligger nord for fjorden, åen og Vesterfjord blev dengang kaldt Hostruphuse eller blot "Husene" eller mindre elskværdigt "Det sorte sogn", og det hørte under Øls-Hørby-Døstrup kommune Aalborg amt, medens Hobro kommune lå i Randers amt. Den nuværende Hobro Nordre Skole, der hed Hostruphuse Skole, var altså en (købstadordnet) landsbyskole, der lå i Hørby, selv om den lå, hvor den altid havde ligget siden 1906. Før den tid havde den til huse i "Solbakken", men det er en anden historie. (Skolen burde have beholdt det gamle navn. En "Nordre Skole" er der så mange byer, der har. "Hostruphuse Skole" ville have været noget enestående.) Da jeg skulle begynde at gå i skole i 1916, var vi flyttet op i "Ny Hostrup" eller "Slukefter", som det også kaldtes efter et gammelt stråtækt hus, der havde været den sidste kro i Hobroområdet på vej til Aalborg. Mine forældre fik en lejlighed på 1.sal i det hus, der ligger på hjørnet af Hegedalsvej oq Teglværksvej, hvor mine bedsteforældre havde købt nr. 6, og her kom jeg til at bo. Min far var indkaldt til "Sikringsstyrken". (Det var jo midt i første verdenskrig.) Min mor var sidst i april nedkommet med dreng nr. fire, så der var ikke nogen af familien, der havde tid til at følge den førstefødte i skole den første gang, vistnok den 1. maj. Jeg husker tydeligt, at en stor pige med en lang fletning og en stor sløjfe, der sad helt oppe i nakken, fulgte mig. Hun var datter af husværten og hed Abelone Jensen. Hun blev senere en kendt dame i Hobro under navnet Lone Sondrup. Med Lone i hånden, medbringende den blå vaccinationsattest og den før omtalte dåbsattest, gav jeg mig min skæbne i vold og gik den lange vej til skolen, som jeg vistnok så for første gang. Vi må være kommet i et frikvarter, for en del større børn for rundt og lavede et vældigt spektakel, andre samledes om de nye "rekrutter", der efterhånden troppede op, de fleste ledsaget af voksne eller større søskende. Jeg tror nok, jeg tænkte: Det her går aldrig godt! Det var da godt, jeg havde Lone at holde mig til. Vi gik lidt rundt i den store gang, indtil en "gammel" mand stak hovedet ud fra et klasseværelse og sagde: "Det er her, du skal være." - Ingen af os kunne vide, hvilken sandhed der lå i den sætning. 50 år skulle der sammenlagt gå, inden jeg "slap ud" igen. Den "gamle" var skolens overlærer (førstelærer) Karl S. Svanum. Han skrev noget ned i en stor bog, (den ligger foran mig i dette Øjeblik!) og da han havde kigget en gang til i attesterne, sagde han, at jeg skulle gå i 1.b. Det blev Frøken Ida, der blev min klasselærer, d.v.s. vi havde hende til alle fag: Religion, dansk, skrivning og regning. Skolen havde på dette tidspunkt fire lærerinder (alle forskolelærerinder), hvoraf de tre hed Christensen. Thaoline, der for det meste blev kaldt "den gamle frk. Christensen", søstrene Ida og Sofie, der såvel i omtale som tiltale blev kaldt Frøken Ida og Frøken Sofie. Den fjerde hed Frøken Pedersen. Hendes fornavn var Olga, men det tror jeg ikke, vi kendte. Nu om stunder er hun nok den, der« huskes bedst, takket være et mindelegat, som hendes familie indstiftede efter hendes død, og som hvert år til jul gives til en pige og en dreng fra 4. klasse, som det sidste halve år har vist god opførsel! Vi brugte altså fornavne til de to, men altid med Frøken foran og aldrig "du". Jeg husker en episode fra nogle år senere (i 4. klasse): En dreng havde tjent på landet om sommeren (det var ret almindeligt dengang), og da han kom tilbage til klassen til november, sagde han "do" til Frøken Thaoline. Denne bommert var i sig selv en skandale, men har nok ikke alene været årsag til, at han skulle have smæk af linealen! Stor og stærk, som han var, tog han imidlertid linealen fra hende, så den afstraffelse blev ikke til noget. At vi efter den tid så på ham med den dybeste respekt, siger sig selv. Det har moret mig, da jeg mange år efter fik adgang til skolens gamle indskrivningsprotokol, at konstatere, at Svanum med egen hånd som anmærkning til listen med nye elever til førsteklasserne har noteret: "Ved Delingen d. 1/5 16 fik Frk. Ida Christensen Sinkeklassen. Næste Aar skal Frk. Pedersen have den. Karl S. Svanum." Hvilket grundlag han har haft for en sortering af den art, ved jeg ikke. Det var jo længe før skolemodenhedsprøvernes tid! Det er for øvrigt det eneste sted i protokollen, denne diskriminerende betegnelse er blevet brugt om en klasse, så mon ikke han har opdaget, at der var noget, han havde misforstået. Nu ved I det, gamle klassekammerater (Aksel, Arne, Christian, Kaj, Richard og måske flere): 1.b, 1916 var skolens sinkeklasse, altså efter Svanums mening! Selv mente vi da vist, at vi var mindst lige så kloge som a-erne. Mon vi ikke alle holdt meget af Frøken Ida? Hun kunne ganske vist blive frygtelig hidsig, og så "faldt der brænde ned", men vi kunne gerne se, når det "trak op". Så blev hun rød i hovedet lige fra det højt opsatte hår og langt ned på halsen, og så kunne man godt være lidt nervøs for at komme op og vise, hvad man havde skrevet eller regnet på den lille tavle, som vi alle var udstyret med. Tavlen var af skifer; man skrev på den med en griffel, også af skifer. Når griflen var blevet slidt, skulle den spidses, og det foregik gerne i frikvarteret. Der var næsten altid nogen, der stod og sleb grifler på gymnastiksalens sokkel. Det bedste jeg vidste var, når Frøken Ida fortalte bibelhistorie. Vi var jo ikke så forvænt med underholdning dengang. Senere da vi havde lært at læse og fik "for" i Nicolaj Nielsens Bibelhistorie, var det ikke nær så morsomt. Navnlig var de næsten daglige salmevers, som skulle læres udenad, en plage. også "danske vers", som vi skrev op i en lille notesbog, skulle læres. Vi kunne efterhånden alenlange digte som Christian Winthers "En Ven" og Zacharias Nielsens "Et møde" næsten både forfra og bagfra. Der er sikkert blevet udgydt mange tårer i de små inden de mange vers sad fast. Og jeg mener da også at kunne huske, at et par af kammeraterne aldrig fik dem lært. Som nævn skrev vi til at begynde med på tavle. Senere fik vi besked på at købe et skrivehæfte med dobbelte linjer, hvori vi øvede os med blyant, idet lærerinden skrev for på den store tavle; og hvis det ikke var nok, i hver enkelts skrivebog. Skolen brugte Overintendant Jørgensens Skrivesystem, hvortil der kunne fås hæfter med trykt forskrift. Rigtig svært blev det først, da vi kom til "Skønskrift" med blæk. Til disse timer skulle ordensduksene dele blækhuse ud. Pennen skulle være en såkaldt elastikpen; den var af stål., men så blød, at den gav efter, når man skulle lave nedstreger med "tryk" d.v.s. de skulle være tykkest på midten. Desværre var pennen slem til at. stritte imod på de tynde opstreger, og så blev resultatet ikke så godt.. Det blev i hvert fald ikke skønskrift. Navnlig de store bogstaver var svære, og dem brugte man mange af dengang. Læseundervisningen begyndte naturligvis med stavning, og det var efter ABC-en: Myrebogen. ( m y - my - r e - re - my-re - b o bo bo nyrebo - g e n - gen -myrebogen.) Efter ABC-en havde vi Myrebogen 1, 2 o.s.v. til brug op igennem klasserne. De fandtes som klassesæt, der blev delt ud i dansktimerne. Vi skulle selv anskaffe "Børnenes Læsebog. Til Brug i Hjem og Skole". Den var i seks dele: I, II o.s.v. samt en meget let, der hed 0 (nul). Det var lidt flovt, hvis man fik besked på at anskaffe den. Så vidt jeg husker overtog Svanum danskundervisningen, da vi kom i femte klasse. (Som forskolelærerinde måtte Frøken Ida kun undervise til og med fjerde klasse, undtagen i håndarbejde og pigegymnastik.) Svanums undervisning i skriftlig dansk bestod for en del i afskrivning som forberedelse til diktat. Desuden havde vi masser af sproglære og sætningsanalyse. Det sidste havde vist kun et formål: Rigtig kommatering. De mange timer med afskrivning kunne være dræbende, men hjalp selvfølgelig både på stavefærdighed og skrift. Og så havde afskrivningstimerne den fordel for læreren, at han kunne forlade klassen i længere tid. Der opstod aldrig større tumulter af den grund. Respekten for overlæreren var så grundfæstet, at vi ikke turde drive den af eller lave ret meget "skæg", mens han var væk. Fra de større klasser mindes jeg med større glæde Svanums gennemgang af den danske litteratur, d.v.s. klassikerne, såsom Holberg, Oehlenschläger, H.C. Andersen, Hostrup, Blicher o.s.v. At han var en dygtig lærer, hersker der ingen tvivl om, men til litteratur var han fremragende. ( I dag kan jeg godt se, at det var en mangel, at vi ikke hørte et ord om dette århundredes digtere. Johs. V. Jensen havde trods alt slået sit navn fast allerede 1906.) Klø hørte til dagens orden gennem hele min skoletid. Det gjaldt alle lærerne, mandlige som kvindelige, at de slog for et godt ord. Kunne man ikke sin lektie, fik man klø. Kom man til at støde an mod skolens orden eller det, som vedkommende anså for at være skolens orden, vankede der lussinger eller i det mindste smæk over fingrene med linealen, når det var en lærerinde, man havde "fornærmet". Den eneste lovlige afstraffelse, foruden eftersidning, var slag i enden med "et lidet ris" (spanskrøret) eller et tov (!), som synderen selv måtte hente, hvorefter "eksekutionen" foregik i klassens påsyn. Det var kun de groveste forbrydelser, der blev honoreret på den måde. Eftersidning (svedetimer) blev også brugt, men de indebar jo den ulempe, at læreren selv skulle blive tilbage efter skoletid. Hos visse lærere kunne man købe sig fri for "svedere" ved at bede om et par lussinger i stedet for! Overlæreren førte an. Straks efter morgensang og morgenbøn gik han ud og tog imod de stakler, der var kommet for sent til opstilling. på rad og række i gården inden morgensangen på den store gang. Det normale var en lussing, inden vi blev sendt ind i klassen. Enkelte kunne være så heldige at nøjes med en kraftig formaning. Onde tunger ville påstå, at strafudmålingen stod i omvendt forhold til forældrenes hartkorn (hvor rige, de var). Selv har jeg aldrig fået af, hverken spanskrør eller tov. Måske har jeg trods alt været nogenlunde skikkelig eller snarere heldig. Men lussinger har jeg fået mange af. De første fik jeg i første klasse, fordi jeg åbenbart alt for overstrømmende viste min glæde over, at Frøken Ida var kommet i skole igen efter en længere sygdomsperiode. Jeg fik ved den lejlighed på en håndfast måde lært, at bifaldsytringer ikke hørte til god orden. De sidste fik jeg som 15-årig, da jeg gik i IV real. Engelsklæreren (med øgenavnet Jacob) blev aldeles rasende og overfaldt mig, da jeg stilfærdigt spurgte ham, om han ikke tog fejl i en oversættelse til engelsk. (Han havde for resten sådan nogen bløde hænder!) Nogle dage senere forsøgte min to år ældre klassekammerat, Søren, sig med en lignende forespørgsel. (Mig tør han i hvert fald ikke slå!) Men, hvadbehager? Søren indkasserede øjeblikkelig den samme betaling, som var blevet mig til del. Og han fandt sig i det, selv om han kunne have bukket begge ender sammen på "Jacob". Var det da ikke en trist skolegang, vi havde? - For mit vedkommende kan jeg svare: Bestemt nej! Episoder som de omtalte tror jeg ikke afskrækkede ret mange. Vi tog det som et krydderi på tilværelsen og betragtede det som en sport at prøve, hvor langt vi kunne gå. Den strenge disciplin og det meget hjemmearbejde, foruden en ihærdig indsats i timerne af de fleste lærere, medførte, at vi lærte meget, og det var - i hvert fald dengang - skolens formål. Eksempel på hjemmearbejde: I sidste realklasse havde vi naturligvis en masse mundtlige lektier. Desuden skulle vi hver uge aflevere et sæt regneopgaver, to sæt matematikopgaver, en dansk stil og en engelsk version, alt indført med blæk. Et enormt slid, også for lærerne, idet alt blev tilbageleveret prompte i rettet stand med kommentarer og karakterer. Efter at jeg havde forladt skolen med præliminæreksamen 1925 og derefter i 26-27 gik til forberedelse samme sted, kom jeg allerede i 1930 efter lærereksamen tilbage som vikar. Svanum havde taget eksamen samme sted (Skårup) i 1881 med karakteren: Meget duelig. De fleste af mine lærere var der endnu. Et par nye var kommet til. (Skolens elevtal var på fem år steget fra 336 til 360) Overlærer Svanum havde taget sin afsked og var blevet afløst af overlærer (senere skoleinspektør) Weirsøe-Jensen. Frk. Ida var der endnu indtil september 1931, og skæbnen ville, at det blev mig, der overtog hendes klasser. Hvad angår min tid som lærer på skolen (1930-1970) vil jeg stort set lade uomtalt ved denne lejlighed. Dog er der et spørgsmål, som sikkert melder sig hos læseren: Har du aldrig som lærer slået en elev? - Svaret er med skam at melde: Jo, det har jeg. (Jeg havde jo aldrig set andet.) Det hændte nogle gange, især i begyndelsen, men også et par gange senere, at jeg i retfærdig harme greb til det middel, der var nærmest ved hånden! Man havde fortalt mig, at Weiersøe ved sin tiltræden på sin forsigtige måde havde "tilrådet" kollegerne at undgå legemlig straf, og jeg ved, at det var ham en personlig sorg, da han engang så sig nødsaget til at bryde sine egne principper. Klø var nu fra højeste sted helt forbudt, men altså ikke helt afskaffet! At Weiersøes regime havde betydet et systemskifte, derom vidner et vers i en sang, som de afgående elever skrev til årsafslutningen i 1943: "Weiersø giver sjældent Klø. Alting glider så gelinde, aldrig har har han ondt i Sinde. Weiersø styrer uden Klø." Dette er nogle spredte træk fra min lange tid på Hostruphuse Skole (navnlig fra "min bette ti'"). Meget mere kunne være taget med. Noget skulle måske have været udeladt. Nu bliver det ikke anderledes. Dimiteredes fra Skårup Seminarium 1930, begyndte samme år som vikar ved Hobro kommunale Skolevæsen, udnævt til viceskoleinspektør 1944, og fra 1962 til 1970 skoleinspektør ved Hobro nordre Skole. | Ebdrup, Hans Kristian (I1003)
|
| 3216 | Hans forlover ved brylluppet var Niels Mouritsen Hvid i Glæde. | Mouritsen, Peder Christian (I388)
|
| 3217 | Hans Hansen Ramløse funderede en Skole ved Hvidbjerg K | Ramløse, Hans Hansen (I14363)
|
| 3218 | Hans hustru var enke og bragte en mindre formue med ind i ægteskabet, men statsbankerotten 1813 betød, at parret mistede det meste af opsparingen. Blicher var i 1827 overbevist om, at hans hustru var ham utro, og utroskab er derfor et ofte anvendt tema i hans noveller fra dette tidspunkt. I 1828 var han separeret fra sin hustru i et halvt år, men ægteskabet blev genoptaget. Det understreges i en biografi, at beskyldningerne mod hustruen var uberettigede. | Familie: Steen Steensen Blicher / Ernestine Juliane Berg (F4107)
|
| 3219 | Hans Jepsen Jörgensen, ehel. Sohn des Fabrikarbeiters Jeppe Hansen Jörgensen und der Johanne Maria Dorothea, geb. Clausen in Niehaus, 36 Jahr, 5tes Kind (1+). Gevattern: Johann Weiss aus Bau; Jacob Jacobsen, Niehaus; Ehefrau Margarethe Clausen, Kupfermühle. | Jørgensen, Hans Jepsen (I7537)
|
| 3220 | Hans Jepsens barn Anne Catrine af mæslinger, 1 år gammel. | Hansdatter, Anne Catrine (I7580)
|
| 3221 | Hans Jepsens barn, 14 dage. | Jepsen, Jeppe Hansen (I7570)
|
| 3222 | Hans Jepsens barn, Karen, 40 uger. | Hansdatter, Karen (I7575)
|
| 3223 | Hans Jepsens datter, Karen, 1 år. | Hansdatter, Karen (I7579)
|
| 3224 | Hans Jepsens tvillingbørn, 20 uger. | Hansdatter, Anne (I7582)
|
| 3225 | Hans Jepsens tvillingbørn, 20 uger. | Hansen, Hans (I7581)
|