| Notater |
- Man vil forstå, at enkestanden ikke passede for An Mari, og hun indgik da også 11. dec. 1852 i ægteskab med den 33-årige ungkarl Johannes Johansen, kaldet Johannes Guldsmed. Fattighuset, hvor deres "kalos" stod, lå dengang ved Fejerskov, og det var delt i 4 lejligheder, d. v. s. stuer. I den østre ende boede An Mari,
Kort forinden brylluppet havde stormen flået taget af den ene gavl. Sognerådet havde taget lovning på Jens Jørgensen til at lægge nyt lyngtag på og Søren Frandsen, dengang en uconfirmeret dreng, havde lovet "o stek åp få æ tækkemand". Naturligvis var knægten så udspekuleret at få aftalt med tækkemanden, at de skulle tage fat på arbejdet netop den dag, da An Mari's og Johannes's bryllup skulle stå, og de stillede så, til stor forundring for parret og de tilstrømmende gæster, om morgenen med deres remedier og gav sig til at tække.
Der var tre vogne til kirke og bag i den forreste sad spillemanden, Jens Wollesen fra Herning, og blæste klarinet. Da folkene var kørt, kom tækkemanden ned og fik sig en kop kaffe, og så kravlede de på huset igen.
Det varede jo ikke længe, inden An Mari og Johannes var smedet sammen, og brudeskaren kom tilbage. Straks de havde fået deres "onden", tog de fat på at danse - ja Herre Jøsses hu di ku dands, æ gammel kjælling hvermt om som nåwe søsselkuen.
De, der kørte for kjæltringerne, var jo med til gildet bagefter, og blandt disse var også Chr. Merrild. Det var en Mand, der var kunsdter i, og han fandt især stor fornøjelse i at drille Mads Kats hund. Han smed hunden op på loftet , så Mads nær aldrig havde fået den ned igen. Siden bandt han hunden ude, og det endte med, at Mads blev så vred, at han stak af fra gildeshuset, gæsterne satte bag efter Mads og det lykkedes først efter megenovertalelse at få den fortørnede gæst med tilbage. Derefter drak man kaffe, og så dansese de løs igen. At der under festen ikke blev sparet på brændevinen er kun en selvfølge.
Forbindelsen var ikke nogen mesalliance. Johannes var lige vendt hjem fra straffeanstalten, og An Mari var heller kke ukendt med "Nøsselokkes"
.
Johannes's moder var Else Sophie Caspersdatter, en søster til An Mari's første mand. Som fader angiver traditionen undertiden en guldsmed, men officielt fik omvandrende Johannes Johansen skylden, og begge angivelser passer.
Johannes, der var født i Møruphus, fulgte moderen på dennes vandringer, indtil han blev så gammel, at gan kunne strejfe rundt på egen hånd. I 1834 var den 15-årige mand anholdt som omstrejfer i Ulfborg-Hind herred. Pastor Tang i Rind får i den anledning en forespørgsel fra by- og herredsfoged J. Finsen i Ringkøbing angående Johannes. Svaret lyder:
ærbødigst pro memoria!
Deres Velbyrdigheds ærede Skrivelse af 8. ds. modtog jeg d. 13. Eftermd., hin ældre Skrivelse fra Februari Md, som de omtaler, har jeg ikke modtaget, og må den altsaa være paa en eller anden Maade forkommet.
Johannes Johansen er iflg. Rind Kbg fød og døbt d. 1ste Marts Aar 1819, Daaben publiceredes den 14. Marts s. A, altsaa er han virkelig over 15 Aar. Hans Forældre var ifølge samme Kbg.: den omvandrende Natmand Johannes Johansen og Else Caspersdatter af Møruphus i Rind, ligeledes af de saakaldte Natmands-folk. Faderen kender jeg intet til, og vel muligt, at han er landet i Slaveriet. Moderen kjender vi derimod alt for vel. Hun udmærker sig ingenlunde ved sin Kydskhed, men har, skjønt ugift, allerede sat flere uægte Børn i Verden, som det af Fattigvæsen og navnlig af Natmandsfolket haardt trykkede Rind Sogn maa forsørge. Hiin Johannes var ogsaa for dette Aar indtinget til en Mand her i Sognet (Jens Riis i Gunnerup), men løb sin Vej fra ham, saa vidt jeg husker i Midten af Januari d. A, og siden have vi intet egentligen hørt om ham, skjønt Rygtet allerede længe har forkyndet, at han var fængslet i Ringkøbing.
Hvad videre angaar hin Johannes Johansen Jun., da er hans Sindelag ingenlunde at rose. Vel er han endnu ung, men synes at have arvet alt for meget af sine Forældres og sin Stammes Naturel, dog erindrer jeg ikke, at han nogensinde har begaaet Tyverie. Derimod kunde vist hans Sandruhed være større. Ogsaa har han i Fjor Vinter, omtrent til samme Tid, spillet os det Puds at løbe bort, og han var vel neppe saa snart, maasle aldrig kommet tilbage, hvis jeg ikke havde uformodentligen truffet ham paa en Rejse i Navr Præstegaard ved Holstebro. Jeg satte ham da i Rette, lovede imidlertid, at jeg for den gang ville forglemme det og ikke lade ham arrestere, hvis han vilde vende tilbage til Rind, hvilket han ogsaa lovede og holdt, efter at han havde aflagt et Besøg hos sin dydige Moder, som til samme Tid havde foraarsaget vort Fattigvæsen en ikke ubetydelig Udgift ved sin 4de Barselseng (i ølby Pastorat, ogsaa ved Holstebroe).
Da han nu denne Gang løb bort, havde han bedet Manden, hos hvem han var indtinget, at gaa hen og besøge sin Morfader i Møruphuus, der efter Sigende var syg. Manden, der ikke havde Mistanke, tillod ham dette. Derpaa kom han til sin Moder, der er indtinget paa et andet sted i Sognet i Lind By, foregav, at han havde faaet Forlov paa 2 Dage, hvorpaa hun (efter Sigende til en Mand) sendte ham ud at bede om lidt Mælk; men han blev saa borte.
Vistnok er hverken Moderens eller Sønnens Udsagn (mindst den sidstes) meget at fidere paa: at han denne Gang saa vel som forrige Gang da han løb bort, er at betragte som en Rømningsmand, efterdi han begge Gange løb bort fra de Steder, hvor Fattigvæsenet havde indtinget ham, dette er vist! Hvad der kunde ene synes at undskylde ham er vistnok hans Ungdom (han er endnu ukonfirmeret), de ringe Exempler han har seet, i den i hans Stamme almindelig Hang til Omflakken og Betleri. - Man maa vel frygte, at han vil synke mere i det Onde!
Saaledes haaber jeg at have besvaret Deres Velbyrdigheds Skrivelse.
Rind Præstegaard, den 16. April 1834.
ærbødigst. P. Tang.
Af dokumenterne i Sagen vedr. Joh. Johansen fremlagt i Ulfborg-Hind herreders ret den 22. april 1834.
Præstens anelse slog, som vi nu skal se, til. Ved ovennævnte ret blev den 19-årige Natmand idømt 1 års tugthus for tyveri og betleri 25. maj 1838. Han kommer i Viborg Tugthus den 21. juni og slipperud i december 1839. Efter sin løsladelse bliver han indtinget hos Frederik Caspersen i Rind, hvor han skulle blive til Nytaar. I halvhelligdagene får han lov til at besøge sin familie i Rind-Herning fattighuse samt i Mørup, men han glemmer rent at vende tilbage. Han træffer sammen med Bennet Hansdatter, der havde fået plads hos Lauge Nørgård i Herning til november, og disse to vandrer så om i Holstebro- og Ringkøbingegnen og ernærer sig ved at handle med hægter, strikkepinde og ved at sætte vinduer ind.
I februar 1840 er parret vendt tilbage til deres hjemegn, og da bliver de arresteret under en ransagning i Herning Fattighus den 15. februar. Ved samme lejlighed tager politiet også Johannes "Mus", født Pedersen fra Dejbjerg og Else Sophie Caspersdatter. Johannes Guldsmed påstår til sin undskyldning, at han, desværre forgæves - har søgt plads hos flere sognefogder. Rigtigheden bliver naturligvis ikke bekræftet. og da der ellers ingen formildende omstændigheder findes, så dømmes han ved Hammerum herreds politiret 15. april 1840 til et toårigt Ophold i Viborghus for løsgængeri.
året efter, at han er kommet ud, bliver han for 5te gang begået løsgængeri og betleri dømt ved Bølling-Nørre herreders politiret 8. juli 1843 til 4 års tugthusarbejde. I tugthusprotokollen er han indført som omstrejfende klinker og natmand.
Om aftenen den 28. januar 1844 ser han og en anden fange deres snit til at flygte, men de blev grebne samme nat og den 14. juli 1847, da han ellers var færdig med sin 4ireårige straf, bliver han overført til en ny Straf - han var nemlig ved Middelsom-Synderlyng herreders ekstraret den 12. april 1844 (landsoverretten 13. maj og højesteret den 29. okt. s. å.) idømt 5 års tugthusstraf, som han nu måtte afsone, før han kunne nyde friheden.
Johannes's signalement på den Tid lyder: "63 tommer - smekker af Bygning - blondt hår og blå øjne".
Efter at han er færdig med sin sidste straf, kommer han hjem og bliver gift med An Mari Mæster.
I nogle år undgik han øvrigheden, men den 18. juni 1859 idømtes han ved Hammerum herreds ret 8 års for-bedringshus for ran, løsgængeri og betleri. Straffen blev dog ved overretten nedsat til 4 år-
Den 2. febr. 1867 får han 5 dages vand og brød for betleri, og endelig idømmes han ved smme ret den 30. jan. 1869 6x5 dages vand og brød for meddelagtighed i tyveri. Denne straf slap han dog for - han var nemlig død tre måneder i forvejen.
Den 5. nov. 1868 var der marked i Kollund i Rind. Egnens kjæltringer var naturligvis samlede ved denne lejlighed, og der blev ikke sparet på brændevinen. Johannes Guldsmed var om aftenen stærkt beruset og tiggede da gode folk for en fireskilling til mere brændevin. Ved at love ikke at drikke mere den dag fik han samlet ind til 2 flasker af den eftertragtede drik, og med denne beholdning i sine baglommer stumlede han af sted, og ingen så ham siden.
Næste forår, 27. marts 1869, fandt en hyrdedreng Johannes's afsjælede legeme i en mergelgrav ved Kollund. Der blev sendt bud efter An Mari, og da hun kom, sagde hun: "De æ endda stræng o ta si mand i sårn stelling", hvad hun jo havde ret i. Så ljædt An Mari i hans Lo'm - å Guj, a glemmer'et ålder - tuk æ tåld å æ flask, låwt te'et o så': "Småg te et Engeborre - de hår såmænd ingen skå' tawn!".
Det fortælles også, at An Mari ved denne lejlighed skulle have sagt "Ska vi så mindes Johannes?" Og fag-mænd påstår, at folk i Herningegnen endnu hilser på hinanden, når de får en genstand, ved at sige ""Ska vi så
et mindes Johannes?", men dette mundheld er dog ikke opstået ved denne lejlighed, det er meget ældre.
Johannes Guldsmed skildres som en begavet fyr, dygtig blikkenslager og glarmester, men en durkdreven gavtyv var han jo. En gammel mand, der sidst i 1850'erne tjente i Neder Amdrup i Snejbjerg sogn, har fortalt mig, at Johannes en nat lå der i gården, og da fortalte han rask op om sine skarnsstreger - hvorlede han havde stjålet sønder på. Hn blev da skarpt forfulgt, løb ind i en gård og på "æ Lal" over kostalden, skar et par bånd over og smuttede så ud gennem taget.
En anden gammel mand sagde, at Johannes kunne være ret fordringsfuld og ubehagelig, når der ingen mandfolk var hjemme. Da man et sted så, johannes var i kom, gik manden ind i et sideværelse, og Johannes antog derfor, at konen var ene hjemme. Kjæltringens fordringer blev derfor større og større - da pludselig gik dødren op, og væbnet med en trævindser trådte manden nu ind i stuen. Kjæltringen retirerede, men fik diog et godt nakkedrag af vægten, inden han kunne smutte bort.
Johannes Guldsmed var fålæ bow'n i æ snak o så jæ te sæ sjæl. Han sagde også, at han havde været på de steder, hvor man af hensyn til omgangskredsen var nødt til at sige "Jeg" - men folk var jo nok klar over, at det fine sted var tugthuset.
|
1819 - 1869 (49 years)
[1]