| Notater |
- Udskrift af
Jens Laurids Jensen: "Barndomsminder"
Hardsyssel årbog, 1960 s. 59-60.
.....
Det skete ogsaa ved Foraarstide, at en Familie, der havde opført sig ordentligt, fik Lov at komme ud af Fattiggaarden og prøve at klare sig selv med lidt Hjælp. Dette blev engang Niels Kvembjerg tilladt. Niels var en god Arbejder og af dem, der ogsaa vilde arbejde. Han og Familien kom ud at bo i et lille Hus paa Heden øst for Gaarden Andbæk i Lem. Familien var stor, men Niels klarede sig vistnok selv siden med lidt Hjælp. Niels var Søn af den gamle Rakker Jens Kvembjerg i Dejbjerg, og hans Kone var Datter af Johannes Mus i Vognbjerg.
Det skete engang, mens de boede i Andbækhus, som de kaldte Stedet, at de skulde have et Barn i Kirke, hvad ikke var nogen Sjældenhed for dem, Bestyreren paa Dejbjerg Fattiggaard var bestilt til at køre til Lem Kirke, og alt var for saa vidt i Orden. Men saa kom der noget i Vejen, saa der ikke blev Barnedaab den Gang. Niels havde nemlig fra tidlig Morgen begyndt Festen med at drikke en god Del Brændevin, hvad ogsaa satte sit Præg paa ham, idet han blev brutal og kom ind i Stuen med et Stykke Reb og bandt om Mette Marie, nu skulde hun tøjres ud paa Lvngen, saa kunde hun holde Fest der. Niels fik ogsaa Mette Marie tøjret og gik saa ind igen. Nu var det ordnet.
Imidlertid fik Mette sig frigjort af Rebet og tog derefter over til Fattiggården, hvor hendes Forældre var. Her erklærede hun, at hun ikke vilde leve sammen med sin Mand en Dag længere, og heri var hendes Moder enig med hende. Noget op paa Dagen indfandt Manden sig og bad Hustruen, om at følge med hjem, hvad meget bestemt blev afslaaet. Herover blev Manden meget bedrøvet, så angerfuld, græd og sagde, at hvis hun fastholdt sin Beslutning. gik han i Graven af Sorrig. Nu begyndte Svigermor at mægle Forlig, og efter nogen Forhandling blev Forliget bragt i Orden, og ægteparret forlod Gaarden paa krum Arm i bedste Forstaaelse og gik til deres Hjem. Siden har jeg ikke hørt, der var noget Vejen imellem dem. Niels førte i Grunden et skikkeligt Levned og var vellidt af Omegnens Befolkning.
|
1844 -
[1]