Ole Worm

Ole Worm

Mand 1588 - 1654  (66 years)

Personlige oplysninger    |    Medie    |    Begivenheds Kort    |    Alle    |    PDF

  • Navn Ole Worm 
    Født 15 mar. 1588  Århus Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Køn Mand 
    Beskæftigelse Proffessor, dr. med. og oldforsker 
    Begravet 1654  København, Vor Frue Kirke Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Død 31 aug. 1654  København Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Notater 
    • Ole Worm (1588-1654). Læge. Oldtidsforsker. Født 15.3.1588 i Århus. Søn af borgmester Willum Worm og Inger Olsdatter. Gik i skole i Århus. Uddannet ved gymnasiet i Lüneburg, Tyskland. Studerede filosofi, filologi, teologi, botanik og anatomi, sygebehandling og kirurgi. Læge for bl.a. kongehuset. Opbyggede et stort museum, Museum Wormianum, i Danmark. Død 30.8.1654 i København´.

      Bedstefaderen Johan W., Raadmand i Aarhus, var tillige med flere Medlemmer af samme Familie kommen til Danmark fra Arnheim i Geldern, i det den var flygtet fra Holland under Religionsforfølgelserne. Efter at W. havde frekventeret Aarhus Skole, blev han sendt til Gymnasiet i Lüneburg, og efter et Aars Ophold her rejste han til Emmerich i Geldern, hvor han havde paarørende. Her fra rejste han hjem, men gav sig atter snart paa Rejse, drog efter Faderens Raad til Universitetet i Marburg og blev 1605 immatrikuleret her. Paa Grund af religiøse Stridigheder maatte han imidlertid snart flygte her fra sammen med andre studerende og Professorer af den augsburgske Konfession og begav sig til Giessen, der fra 1607 til Strasburg. Her begyndte han først paa det medicinske Studium, hvilket han derpaa dyrkede videre i Basel under de berømte Lærere Plater, Bauhin og Zwinger. 1608 gik han videre til Universitetet i Padua, hvor han ivrig dyrkede klinisk Medicin ligesom ogsaa Kirurgien, og hvor han valgtes til Konsiliarius for den tyske Nation. 1609 gennemrejste han Italien og opholdt sig paa Tilbagevejen nogen Tid i Montpellier og Paris, hvor han begyndte at gjøre sig bemærket som dygtig Læge. Over Holland og med et længere Ophold ved det nye Universitet i Leiden vendte han 1610 tilbage til Danmark og blev nu først indskreven ved Kjøbenhavns Universitet. Han imponerede ved sine dygtige og alsidige Kundskaber, men for ham selv var det endnu ikke nok, og 1611 gik han atter ud paa Studierejse og dyrkede i nogen Tid kemiske Øvelser i Marburg. Efter Opfordring vilde han tage oktorgraden her, men da Universitetet opløstes paa Grund af Pest, gik han til Basel og kreeredes her til medicinsk Doktor af Bauhin. Her fra rejste han til England, som han ikke tidligere havde besøgt, blev her halvandet Aar og erhvervede sig betydelig Anseelse som praktiserende Læge. 1613 kom han da endelig tilbage til Kjøbenhavn og blev udnævnt til Professor ved Universitetet.

      Han traadte ind i det filosofiske Fakultet i det laveste Professorat, som Pædagogicus, rykkede 1615 op som Professor i Græsk, blev 1621 Professor i Fysik og endelig 1624, da Caspar Bartholin gik over i det theologiske Fakultet, Professor i Medicin, i hvilken Stilling han virkede til sin Død, 31. Avg. 1654. I denne lange Funktionstid modtog han de sædvanlige Æresbevisninger og var 5 Gange valgt til Universitetets Rektor, sidste Gang i sit Dødsaar. Han var 3 Gange gift. 26. Nov. 1615 ægtede han Dorothea Fincke (f. 1596), Datter af det medicinske Fakultets Senior, den indflydelsesrige Professor Thomas F. (V, 150). Efter hendes Død (1629) ægtede han 1630 Susanne Madsdatter, Datter af Biskop Mads Jensen, og da hun døde af Pest (26. Avg. 1637), ægtede han 21. April 1639 Magdalene Motzfeldt (f. 25. Jan. 1617 d. 24. Febr. 1691), Datter af den kjøbenhavnske Vinhandler Peder M. og en Søster til Griffenfelds Moder. Med disse Hustruer fik han en talrig Børneflok, hvoraf flere Sønner og Døtre (ved Ægteskab) fik en fremskudt Plads i Samfundet.

      Hans lange Universitetsvirksomhed samlede sig altsaa hovedsagelig om Medicinen, og her fik han en ikke ringe Betydning som den kundskabsrige og samvittighedsfulde Docent, der alvorlig søgte at bringe de medicinske Undervisningsfag op fra den rudimentære og utilfredsstillende Tilstand, som hidtil paa dette Omraade havde hersket ved Universitetet. For den anatomiske Undervisning manglede alle Hjælpemidler, men ved Livlæge Henning Arnisæus' Bistand fik W. dog anskaffet et mandligt Skelet og blev saaledes i Stand til i det mindste at demonstrere Osteologien, ogsaa de smaa af ham selv paaviste Ben i Kraniet, som Th. Bartholin i de nye Udgaver af Faderens anatomiske Lærebog til hans Ære kaldte «ossa Wormiana», men som i øvrigt for længst vare opdagede af andre. Naar han stillede sig meget kølig til Oprettelsen af det anatomiske Theater, var det paa ingen Maade af Mangel paa Interesse for Videnskabsfaget, men fordi det ikke, som han vilde, blev hans Hustrus unge Søstersøn og hans egen kjære Plejesøn Thomas Bartholin, der skulde være dets Forstander, men
      den af Regeringsmyndighederne uden Universitetets Medvirkning indkaldte Simon Paulli (XII, 577), hvis hele Personlighed oven i Kjøbet var ham i høj Grad imod. Paulli gik uden Skrupler ind paa, efter Paabudet i de nye «Constitutiones», at foredrage Anatomien og Kirurgien i Modersmaalet for de ulærde Barberkirurger - noget som en fornem og selvfølende Universitetsprofessor af Tidens typisk lærde Støbning saaledes som W. absolut maatte finde at være «medicorum Ære for nær». Saa vidt i Uhildethed kunde han ikke naa, om han end under sine vidtløftige Studieophold ved fremskredne fremmede Universiteter havde faaet sit Syn betydelig udvidet og saaledes ikke delte sine fleste lærde Kollegers Ringeagt for Kirurgien, som han rned Iver havde lagt sig efter, og hvilken han endog betegnede som «nobilissima medicinæ pars».

      Ogsaa i sin Virksomhed som Læge viste han sig at indtage et fremskredent Standpunkt. Ikke blot synes han utrættelig at have staaet til Rede med Ydelsen af sin Lægehjælp i de forskjellige Samfundskredse - for øvrigt ikke mindst i de højeste fyrstelige - men ogsaa i de i hans Tid ret hyppige Pestepidemier i Kjøbenhavn ses han at være bleven paa sin Post og at have ofret sig for de syges Behandling, i Modsætning til de allerfleste af hans lærde Kolleger, som efter gammel Skik flygtede bort fra det af Pest angrebne Sted og overlod de syge til Barberernes (Pestmestrenes) Behandling. Den heftige Feber, som voldte hans Død, var sikkert nok ogsaa af pestagtig Natur og fremkaldt ved den herskende Epidemis Smitte. Han gav i saa Henseende sine medicinske Disciple det smukkeste Exempel til Efterfølgelse, og han forsømte heller ikke at oplære dem til deres Kald ved Undervisning i selve Sygdomslæren, som flere af hans udgivne Disputationer og Exercitationer ligesom ogsaa hans særlige Skrift «Institutiones medicæ» ret udførlig omhandler. For Disciplenes Kjendskab til Lægemidler søgte han at drage Omsorg ved at tage sig af den «Hortus medicus», som Kongen havde skjænket Universitetet, men som henlaa i en ynkelig Forfatning. Efter at have overtaget den med Haven sammenknyttede Residens fik han den bragt nogenlunde paa Fode, selv om den paa ingen Maade kunde maale sig med, hvad han havde set ved udenlandske Universiteter.

      Den stærke Ros, W. faar i sin akademiske Nekrolog for at have virket som Docent «inimitabili industria», kan saaledes siges ikke at være ufortjent, navnlig set i Forhold til, hvad der ellers udrettedes i det medicinske Fakultet i det 17. Aarhundredes første Halvdel. Men hans Livs egentlige og mest fremtrædende Hovedinteresse var dog aabenbart Forskningen i Tidens vidtstrakte polyhistoriske Forstand paa alle Iagttagelsens og Naturerkjendelsens Omraader og heller ikke uden Benyttelse af den lærde Spekulations og Dialektiks skolastiske Vaaben. Utrættelig lige til sin Død vedblev han at samle og udforske alt muligt, der frembød ham Problemer at løse, lige fra den nordiske Hedenold og til hans egen Tid (om hans Oldtidsforskning se ndfr.); hans største Stolthed og Tilfredsstillelse var det bestandig voxende Musæum, han anlagde og altid fordybede sig i, og hvis uafbrudte frodige Tilvæxt lettedes ham ved de omfattende og gode Forbindelser, han havde erhvervet sig paa sine vidtløftige Ungdomsrejser, senere tillige ved den store Avtoritet, han kunde glæde sig ved ogsaa i Udlandet. Hans Musæum blev efterhaanden til Kjøbenhavns største Seværdighed, og fra alle Lande kom fremmede til for at se og beundre dets meget brogede Skatte, dets store Samling af alskens Vidunderligheder, men tillige af virkelig naturvidenskabeligt Materiale, saaledes navnlig fra Zoologiens Omraade.

      W. var sin Tids Barn og fordybede sig gjærne i saadanne vidunderlige Problemer, der kunde give Spekulationen frit Raaderum («lusus naturæ»), og han dvælede med Forkjærlighed ved det teleologiske Spørgsmaal Hvorfor frem for ved det nøgtern-empiriske Hvorledes, men en virkelig, om end ikke just banebrydende, Forskeraand var dog i ham vistnok i højere Grad end i de fleste af hans samtidige, saaledes hans Bartholinske Fæller. Vel har han ligesom disse travlt med spekulativ Udforskning af den fabelagtige Enhjørnings Naturhistorie, men han tager dog ogsaa energisk fat paa virkelig Undersøgelse af Dyr, saaledes af den i øvrigt ogsaa af et vist mirakuløst Skjær omgivne norske Studsmus (Lemmingen), som efter den ældre Opfattelse antoges at opstaa af forraadnende Skyer. Han tør vel paa ingen Maade benægte denne Hypothese, der har en Avtoritet som J. C. Scaliger til Hjemmelsmand, men da han finder vel udviklede Kjønsorganer hos de ham tilsendte Exemplarer, er han dog nærmest tilbøjelig til empirisk at slutte, at disse Mus forplante sig som andre højere Dyr, navnlig da hans Teleologi tilsiger ham, at Naturen har haft sin vise Hensigt med de tilstedeværende Kjønsorganer. Den interessante og for ham meget karakteristiske Afhandling, der udkom særskilt 1653, indlemmede han derpaa i sit store litterære Hovedværk, sin udførlige Beskrivelse af Musæets Samlinger.

      W. var ikke saa letskrivende som hans Bartholinske Slægtninge; med hans Grundighed og Alvor var aabenbart forbunden en vis Tunghed. Det var kun smaa Kataloger over Samlingerne, vistnok blot til Brug for de mange flygtige besøgende, han i levende Live fik udgivet. Det monumentale Værk derover, som han stadig arbejdede paa, blev først publiceret Aaret efter hans Død af hans Søn Villum W., men fremtraadte da ogsaa som et imponerende Pragtværk i Folio med talrige vel udførte Afbild- ninger, udgivet hos Elzivir i Leiden: «Historia rariorum Musei Wormiani». Selve Samlingerne skjænkede Arvingerne efter hans Død til Kongen, og de kom saaledes til at udgjøre en fremragende Del af Kunstkammerets Indhold.

      Hans omfattende Brevvexling, der udgaves 1728 i to anseelige Bind af Gram og paa Rostgaards Bekostning («O. Wormii et illustrium ac doctorum virorum ad eum epistolæ»), giver meget righoldige Bidrag til Bedømmelse af Videnskabernes Stilling og Forhold i første Halvdel af det 17. Aarhundrede. Da største Delen af det endnu ikke færdigtrykte Oplag gik til Grunde ved Kjøbenhavns Ildebrand, besørgede det danske Selskab 1751 en ny Udgave. Ingerslev, Danmarks Læger og Lægevæsen I, 274 ff. Gosch, Danmarks zoologiske Litteratur II, i, S. 24 ff. Østs Arkiv IX, 361 ff. Folkekalender for Danmark 1872. Dansk Folkelæsning IV, 250 ff. J. Petersen, Bartholinerne og Kredsen om dem S. i6ff. Jul. Petersen.

      - Ikke blot som Læge og Naturforsker, men endnu mere som Oldgransker vandt Ole Worm et berømt Navn. Med sin livlige Aand og sine mangesidige Interesser havde han, som han selv udtaler, ved Siden af sine egentlige Studier fra Ungdommen af følt sig i høj Grad tiltrukken af Nordens gamle Litteratur og Fædrelandets Oldtidsminder, og fornemme Velynderes Opmuntringer tilskyndede ham til efterhaanden mere og mere at fordybe sig i disse Æmner. Da det var ham klart, at der hertil krævedes grundigt Kjendskab til det gamle nordiske Sprog, satte han sig i Forbindelse med de lærdeste Islændere paa den Tid, og han modtog fra dem mangfoldige Oplysninger af forskjellig Art.

      Blandt Danmarks Oldsager havde særlig Runemindesmærkerne vakt hans Interesse, som yderligere øgedes ved Bekjendtskabet med den svenske Oldforsker I. Th. Bures i flere Henseender banebrydende runologiske Arbejder. Allerede tidlig modnedes derfor hos W. den Plan at samle og udgive alle danske Runemindesmærker, og hans Bestræbelser fandt kraftig Støtte baade hos Kongen og mange af Landets fornemste Mænd, først og fremmest Videnskabernes højsindede Beskytter Kansler Chr. Friis til Kragerup. For at fremme W.s Arbejde udstedtes u. Avg. 1622 et kongl. Brev «til Bisperne udi Danmark og Norge Antikviteter anrørendes», hvori det paalagdes dem hver i sit Stift at lade anstille Undersøgelse om alle Slags Oldsager, deriblandt Runemindesmærkerne, og indsende Beretning derom. Disse Indberetninger indkom i Løbet af de nærmest følgende Aar og dannede det første Grundlag for W.s store Runeværk.
      Endelig fik W. selv ved kongl. Brev af 17. Dec. 1625 Befaling til paa offentlig Bekostning at foretage en Rejse i Landet for at undersøge Runemindesmærkerne og lade dem afbilde. De uheldige Tidsforhold hindrede dog Udførelsen af denne Plan. Men allerede det følgende Aar (1626) offentliggjorde W. sit første runologiske Arbejde «Fasti Danici», hvori han udførlig behandlede en gammel paa Pergament skreven Runekalender, der var funden i et Bibliothek i Jylland, og som han havde faaet af Kansler Chr. Friis.
      W. har i sin Udgave gjengivet Kalenderen baade med Runer og latinske Bogstaver og med en lærd Indledning om Kalendervæsenet i Almindelighed og det danske i Særdeleshed. Skjønt W. helt misforstod Kalenderens Sprog, som han ansaa for gammel Jysk, medens det i Virkeligheden er Gullandsk, er hans Gjengivelse saa omhyggelig, at den som oftest kan erstatte den tabte Original.
      Denne Afhandling vil derfor altid beholde stort Værd. To Aar senere (1628) udkom W.s første Forsøg paa at beskrive og tolke et dansk Runemindesrnærke, nemlig den lille Afhandling «Tulshøi seu Monumentum Strøense in Scania». Gjenstanden for dette Skrift er det storartede Monument med de to anseelige Runestene, som endnu findes ved Landsbyen Strø i Onsjø Herred i Skaane.
      Efter otte Aars Forløb fulgte 1636 Afhandlingen om den mærkelige Runesten, som den Gang havde Plads i Borggaarden i Tryggevælde, i Form af et Brev til den daværende Lensmand paa Tryggevælde, Tyge Brahe (Astronomens Brodersøn). Samme Aar som Afhandlingen om Tryggevældestenen saa ogsaa det store theoretiske Værk om Runeskriften og den gamle nordiske Poesi («Runer seu Danica Literatura antiqvissima») Lyset, hvori W. meddelte alt hvad han i en lang Aarrække havde samlet om dette Æmne. Ved Siden heraf arbejdede han stadig paa det store Værk, der skulde omfatte alle danske Runemindesmærker, og som endelig udkom 1643 med Titelen «Danicorum Monumentorum libri sex». Heri optoges ogsaa de ældre Afhandlinger om Strømonumentet og Tryggevældestenen samt en Afhandling, som han havde udgivet 1641 om det berømte Guldhorn, der var fundet 1639 ved Landsbyen Gallehus ved Møgeltønder, og hvis Figurer W. med megen Skarpsindighed havde tydet som en allegorisk Fremstilling af Menneskelivet med dets Dyder og Laster. Af W.s Hovedværk, der er almindelig kjendt under Navnet «Monumenta Danica», handler den første Bog som en Slags Indledning om de forskjellige Arter af Mindesmærker fra Oldtiden, særlig Høje og Stensætninger, hvortil der knyttes Oplysninger om gamle Skikke (ved Begravelse, Rettergang, Kongevalg) med Beskrivelser af Lejre og Dåne virke. I de øvrige fem Bøger beskrives og tolkes selve Runemindesmærkerne, ordnede efter de forskjellige Landsdele. Ved Bedømmelsen af dette Værk maa vi stille os klart for Øje alle de Vanskeligheder, hvormed W. havde at kæmpe. Kun et forsvindende lille Antal Mindesmærker havde han haft Lejlighed til personlig at undersøge. For de allerflestes Vedkommende maatte han nøjes med de Gjengivelser af Indskrifterne, som han modtog fra sine mange forskjellige Medarbejdere, og som i de fleste Tilfælde lod saare meget tilbage at ønske. Derimod vidne hans Beskrivelser og Afbildninger af de Mindesmærker, som han selv havde undersøgt, baade om hans Evne til at anstille disse Undersøgelser og om den Omhyggelighed, hvormed de bleve udførte. Meget vilde derfor sikkert have faaet en anden Form og et andet Udseende i «Mon. Dan.», hvis W. selv var bleven i Stand til at foretage den paatænkte runologiske Rejse. Nu høre vi ham ikke sjælden klage over, at et Mindesmærke er meddelt ham i saa forvansket Skikkelse, at han ikke har kunnet bringe noget paalideligt ud af Indskriften. Det er ogsaa en Kjendsgjerning, at han jævnlig paa sine Træsnit, uden at omtale det, vilkaarlig, men selvfølgelig i god Tro, har rettet de modtagne Tegninger for at faa dem til at stemme med det Indhold, som Indskrifterne efter hans Mening krævede. Alt dette medførte naturligvis, at Værkets væsentligste Grundlag, Gjengivelsen af Indskrifterne, maatte blive i høj Grad upaalidelige Og ikke blot som Følge heraf, men endnu mere paa Grund af hele Tidsalderens Ukyndighed i det Sprog, hvori Indskrifterne vare affattede,
      indeholde Tolkningerne i mangfoldige Tilfælde de største Misforstaaelser og Urimeligheder. En anden Kilde til nogle af de mest iøjnefaldende Fejl var Forfatterens Tilbøjelighed til overalt, hvor det lod sig gjøre, at sætte de Navne, som han mente at finde i Indskrifterne, men som ofte kun skyldtes urigtig Læsning eller Tolkning, i Forbindelse med kjendte historiske Personer eller Begivenheder. Alle de Mangler, der saaledes fra vor Tids Standpunkt nødvendigvis maa klæbe ved det Wormske Runeværk, kunne dog ikke svække vor Beundring for den fremragende Videnskabsmand og overlegne Personlighed, som ikke blot fattede den dristige Tanke i et stort Værk at samle alle Fædrelandets ældste Sprogmindesmærker, men ogsaa ved Siden af sine mange andre byrdefulde Hverv med aldrig svigtende Energi og med en Kjærlighed til Opgaven, som formaaede at overvinde alle Hindringer, bragte den store Plan til Udførelse. Vi skylde ham Tak, fordi han med Styrke henledede sin Samtids Opmærksomhed paa Vigtigheden og Betydningen af disse Mindesmærker og netop derved utvivlsomt har reddet en stor Del af dem fra Undergang. For enkelte senere forsvundne Mindesmærker er «Mon. Dan.» desuden vor eneste Kilde.
      At W. ogsaa efter Udgivelsen af sit runologiske Hovedværk bevarede Interessen for disse Studier, vise ikke blot de «Addita- menta ad Monumenta Danica», som han udgav 1650, men særlig hans Forslag til Kong Frederik III om at lade største Delen af de i «Mon. Dan,» beskrevne Runestene med Undtagelse af de norske og gullandske føre til Kjøbenhavn for at sikre dem mod Ødelæggelse. Da Kongen billigede Planen, udstedtes 9. Febr. 1652 et Brev til Lensmændene «anlangende Monumenter og Stene med Runebogstaver paa at hidskikke», hvori det paalagdes dem snarest muligt at sende de nærmere opgivne Stene til Kjøbenhavn. Heldigvis blev denne Befaling dog udført i meget ringe Udstrækning, i det kun 11 Runestene indsendtes, af hvilke de otte forsvandt under Ildebranden 1728. Paa Grund af Pesten 1654 og W.s Død under denne blev hele Sagen stillet i Bero.

      I nøje Forbindelse med W.s Virksomhed paa Runologiens Omraade staar hans Interesse for den gamle danske og islandske Litteratur. Ved Gave fra en unævnt Ven var han kommen i Besiddelse af det mærkelige Runehaandskrift af Skaanske Lov, hvortil der af en yngre Haand ligeledes med Runer var føjet to danske Kongerækker og en Bestemmelse om Grænseskjellet mellem Danmark og Sverige. Runehaandskriftet bestyrkede W. i den Mening,, at Runerne tidligere havde været brugte i Norden ikke blot i Indskrifter paa Stene, men ogsaa som almindelig Bogskrift. For at bevise Rigtigheden af denne Antagelse udgav han de sidstnævnte Stykker af Haandskriftet med Runer, latinsk Oversættelse og Anmærkninger («Regum Daniæ series duplex et limitum inter Daniam et Sveciam descriptio», 1642). Da nogle Blade i denne Del af Haandskriftet senere ere tabte, maa W.s Udgave ogsaa her for en Del erstatte Originalen.

      Sin Interesse for den islandske Litteratur lagde W. for Dagen ikke blot ved paa mange Maader at opmuntre Islænderne til at granske deres gamle Sprog og Litteratur, men ogsaa ved selv at udgive den norske Præst Peder Clausen Friis' Oversættelse af de norske Kongesagaer («Snorre Sturlesøns Norske Kongers Chronica», 1633) og den islandske Ordsamling, som Magnus Olafsson havde udarbejdet efter hans Opfordring («Specimen lexici runici», 1650),

      Efter Udgivelsen af «Mon. Dan.» nød W. i lange Tider en saadan Anseelse i Danmark som Runolog, at den ene Forfatter efter den anden aftrykte hans Tolkninger som Videnskabens sikre Resultater uden at ændre noget deri. P. Resen slutter sig i «Atlas Danicus» i Regelen fuldt ud til W., hvem han i Anledning af en af hans mest fantastiske og urimelige Forklaringer (af Indskriften paa Vordingborgstenen) priser som de fædrelandske Oldsagers snildrige Tolker («Antiqvitatum patriarum Oedipus »), og E. Pontoppidan udelod i «Marmora Danica» (1739 - 41) forsætlig Runeindskrifterne af Hensyn til W. s Værk, da det ikke kunde falde ham ind at «skrive en Iliade efter denne Homer». Midt i det 18. og i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede slaa L. de Thurah og P. N. Skovgaard i deres Behandling af de bornholmske Runeindskrifter sig endnu fuldstændig til Ro med W. s Tolkninger. Selv om vor Tids sprogvidenskabelige Forskning vil stemple dem alle som forfejlede, maa Runologen dog endnu stadig raadspørge W. s antikvariske Skrifter, der med rette have skaffet deres Forfatter ædersnavnet «den danske Oldforsknings Fader».

      Nord. Tidsskr. f. Oldkyndighed I, 283 ff. Ludv. F. A. Wimmer, Om Undersøgelsen og Tolkningen af vore Runemindesmærker (Universitetets Indbydelsesskrift til Kongens Fødselsdag 1895). Samme, Døbefonten i Aakirkeby Kirke S. 62 ff. Samme, De danske Runemindesmærker I-IV. Ludv. Wimmer.

      Note: Catalog of the Scientific Community Worm, Ole Note: the creators of the Galileo Project and this catalogue cannot answer email on genealogical questions. 1. Dates Born: Aarhus, Denmark, 13 May 1588 Died: Copenhagen, 31 August 1654 Dateinfo: Dates Certain Lifespan: 66 2.His father, Mag Willum Worm, was the mayor of Aarhus. At this point it seems inconceivable to me that he could have been chosen for the office if he was not affluent. Worm's extended and incredibly peripatetic student career seems impossible without it
      ?Studier i Tyskland og Schweiz
      I 1605 påbegyndte han et teologisk studium i Marburg, senere i Giessen, men efter et par år valgte han medicin som sit hovedstudium. Foråret 1607 studerede han i Strassbourg, senere i Basel, hvor han studerede medicin under en læge, der ejede en betydelig samling af naturvidenskabelige præparater, delvis arvet fra den store samler Conrad Gesner (1516-65). Her i Basel stiftede Ole Worm også bekendtskab med den kemiske lægekunst, jatrokemien, og fik et første indblik i Theophrastus Paracelsus' (1490-1541) ideer, der var (at finde det grundstof, som helbredte alle sygdomme). Hos en botaniker lærte Worm betydningen af systematisk planteindsamling og grundsætningen om, at umiddelbar iagttagelse er grundlaget for videnskabelige fremskridt.

      Studier i Italien og hjemrejse
      Som mange andre af tidens læger afsluttede Worm sine studier i Padova fra efteråret 1608 til foråret 1609. Her sluttede han venskab med Caspar Bartholin (1585-1629). Han rejste derefter sydpå til Napoli, hvor han bl.a. mødte den berømte naturhistoriske samler Ferrante Imperato (1550-1615). Under sommerens ophold i Bologna opsøgte han den botaniske have, der var grundlagt af Ulisse Aldrovandi (1522-1605). Dennes værk, Historia Naturalis, benyttede Worm flittigt senere i livet. Ole Worm rejste siden til Frankrig, og på hjemrejsen gjorde han et kort ophold i Nederlandene, hvor han i Enkhuizen besøgte den kendte samler Bernhard Paludanus (1550-1633). Sommeren 1610 var han tilbage i Danmark.

      Senere studier i udlandet
      Ole Worm praktiserede som læge men ønskede at udvide sine kemiske kundskaber, så i foråret 1611 drog han ud igen. Til Marburg og senere til Kassel, hvor han ved kurfyrst Moritz den lærdes (1592-1627) hof for første gang oplevede et videnskabeligt kunstkammermiljø med tilknyttede hofværksteder og kemisk laboratorium. I december var han i Basel, hvor han blev dr.med. Turen gik videre over Holland til England, hvor han arbejdede i en periode.

      Professor Worm
      I juli 1613 blev Worm kaldt hjem fra England og udnævnt til professor i latin ved Københavns Universitet. Herefter boede Ole Worm i København resten af sit liv. 1615 giftede han sig med en datter af den ledende medicinske professor, Thomas Fincke (1561-1656), og blev samtidig svoger til vennen, Caspar Bartholin. Worm blev siden professor i græsk, fysik og endelig 1624 fik han en lærestol i sit egentlige fag, medicin. Flere gange var Worm også Universitetets rektor, første gang 1627 og sidste gang 1654.

      Forskning
      Ole Worm vandt sig nationalt ry som grundlægger af dansk runeforskning. Blandt hans værker er Fasti Danici (om kalendervæsnet), Danicorum Monumentorum libri sex (en fuldstændig samling af alle da kendte danske, norske og gotlandske runeindskrifter) og bogen om det i 1639 fundne Guldhorn. Desuden udgav han en række lægevidenskabelige skrifter og blandt hans mange medicinske teser forekommer også emner hentet fra hans naturvidenskabelige samling, f.eks. om narhvalens stødtand (enhjørningshorn), den norske lemming og paradisfuglen.

      Museum Wormianum
      1621 begyndte Ole Worms systematiske samlervirksomhed, da han overtog lærestolen i fysik og indførte demonstrativ genstandsundervisning ved Universitetet. Resten af livet opbyggede Worm den samling "Museum Wormianum", som blev publiceret 1655 efter hans død. Frederik III købte samlingen og den indgik derefter i Det kgl. Kunstkammer.

      Ole Worm var både professor, forfatter og samler og virkede gennem de mange år hele tiden som læge for alle samfundslag, fra kongehus til de fattigste befolkningsgrupper i København. Under flere pestepidemier blev han i hovedstaden for at hjælpe sine patienter. Han døde under en sådan epidemi i sommeren 1654 - dog af en blærelidelse.
    Person-ID I1915  PGL
    Sidst ændret 2 nov. 2014 

    Familie 1 Dorothea Thomasdatter Fincke,   f. 1594, Skjellerup, Hobro Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 21 nov. 1628, København Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 34 years) 
    Gift 26 nov. 1615 
    Sidst ændret 10 jan. 2020 
    Familie-ID F711  Gruppeskema  |  Familie Tavle

    Familie 2 Susanna Madsdatter Medelfart,   f. 1613, Lunde, Odense Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 1637, af Pest. Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 24 years) 
    Gift 1630 
    Børn 
     1. Willum Worm,   f. 11 sep. 1633, København Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 17 mar. 1704, København Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 70 years)
    Sidst ændret 10 jan. 2020 
    Familie-ID F710  Gruppeskema  |  Familie Tavle

  • Begivenheds Kort
    Link til Google MapsFødt - 15 mar. 1588 - Århus Link til Google Earth
    Link til Google MapsBegravet - 1654 - København, Vor Frue Kirke Link til Google Earth
    Link til Google MapsDød - 31 aug. 1654 - København Link til Google Earth
     = Link til Google Earth 

  • Billeder
    Ole Worm
    Ole Worm