| Notater |
- Tilnavnets betydning er uafklaret. Den 12-årige Erik blev konge, da hans far brutalt blev myrdet i Finderup Lade, og de første år fungerede faderens arge modstander hertug Valdemar af Sønderjylland som rigsforstander i samarbejde med fyrst Wizlav af Rügen og enkedronning Agnes. De fredløse, der var blevet dømt for mordet på Erik Klipping, angreb og plyndrede flere byer. I 1306 erobrede Erik Menved Hjelm, hvor Marsk Stig havde slået sig ned, men da var marsken for længst død. Krigen med Norge endte i første omgang med Hindsgavlfreden i 1295, som også tillod de fredløse, der stadig var i live, at vende tilbage til Danmark, dog måtte de aldrig opholde sig på samme ø som kongen.
I 1289 valgte præsterne i Lund Jens Grand, som var af kongemordernes slægt, til ærkebiskop. Han måtte derfor aflægge en hård ed på altid at være loyal over for kongen, men han drog herefter til Rom og opgav sit embede, som paven derefter valgte ham til igen. Jens Grand var dermed fri for sit løfte. 9.4.1294 lod Erik Menved sin bror Christoffer fængsle Jens Grand. En pavelig trussel om korstog mod Erik Menved blev ignoreret. Halvandet år senere lykkedes det Jens Grand at flygte til Rom, og en langvarig retssag tog sin begyndelse. Jens Grand havde offentligt forkyndt, at han var ligeglad, om den sønderjyske hertug, en jøde, en muslim, en hedning eller fanden selv sad på Danmarks trone, når bare det ikke var Erik Menved eller hans bror. En første pavelig dom idømte Erik Menved til at udrede store erstatninger, men dommen blev ikke ført ud i livet. En ny retssag var ved at gå i hårknude, da Erik Menved ca. 1300 sendte et direkte trusselbrev til paven og nægtede nogensinde at lade ærkebispen komme ind i sit rige igen. Erstatningen faldt næsten bort, og Jens Grand blev forflyttet til Riga.
I Østersøen indledte Erik Menved en målrettet handels- og ekspansionspolitik. Riga havde underlagt sig ham i 1298 for at få hjælp mod Den Tyske Orden, Novgorod fik han handelstraktater med fra ca. 1300, og i 1307 blev han byherre for Lübeck. I 1301 fik Erik bekræftet kejser Frederik 2.s Gyldne Bulle fra 1214, der afgav al land nord for Ejderen til den danske konge.
Det økonomiske grundlag for den vældige ekspansion var skat og lån. I 1312 og igen i 1313 udbrød der bondeoprør på Sjælland og i Jylland pga. skatterne; kun med stort besvær blev det slået ned. Straffen var massehenrettelser, hoveri til opførelse af tvangsborge som Kalø og dertil nye ekstraskatter, bl.a. "guldkornet", en skæppe rug af hver mark guld, ejendommene var vurderet til. Erik Menved optog også lån i stadig større målestok mod pant i jord, eller han aflønnede lejetropsførere med jord. Holstenske grever var blandt kongens største kreditorer.
Erik Menved var uden arvinger, da han døde. Han blev, hvad han har kunnet forudse, og hvad der må have pint ham, efterfulgt af sin bror og argeste modstander, Christoffer. [1]
|
1274 - 1319 (45 years)
