| Notater |
- Erik blev konge på et afgørende og særdeles vanskeligt tidspunkt. Hans fars fyrreårige regering havde skabt et Østersørige, som trods politiske udsving var en mægtig og respekteret magt i nord, og Erik havde endda i 1240 været foreslået af paven som ny kejser over Det Hellige Tysk-romerske Rige. På sin fars råd takkede han nej, antagelig for at stå friere til at overtage den danske trone. Halvanden uge senere ændrede den verdenspolitiske situation sig afgørende, da en mongolsk hær fuldstændig knuste de kristne riddere ved Liegnitz i Polen få hundrede kilometer fra danske besiddelser. Danske styrker blev mobiliseret, især fra Estland, og deltog bl.a. i Slaget på Isen ved Peipussøen i Estland i 1242. Eriks bror Abel, der var hertug af Sønderjylland, udnyttede situationen og rejste oprør og tog senere kongenavn, og i de følgende par år blev han fulgt af store dele af den danske kirke med den magtfulde Slesvigbiskop i spidsen. Direkte provokerende må det have virket på Erik, da et rigskirkemøde med ærkebispen selv i 1245 i Odense vedtog, at ethvert overgreb på en biskop medførte øjeblikkelig bandlysning, også hvis forbryderen var selveste kongen. Til gengæld blev Roskildebispen anklaget for forræderi af Erik og måtte gå i eksil.
Krigsførelsen var dyr, og Erik Plovpenning forsøgte at rejse penge ved at få del i de kirkelige indtægter mod at love at tage på et korstog, som aldrig blev til noget, ved nye skatter, som gav ham tilnavnet plovpenning, og ved krigsførelse og plyndring. Endelig så det ud til, at Erik fik overtaget over Abel i foråret 1250, men under selve forhandlingerne om Abels overgivelse blev Erik myrdet og kastet i Slien af Abels betroede mænd. I første omgang blev Erik begravet i Slesvig, men i 1258 blev hans jordiske rester ført til Ringsted og skrinlagt der af hans bror Christoffer, der aktivt støttede den spirende helgenkult for Erik, også i sin kamp mod Abels efterkommeres arvekrav på tronen. Christoffer var dog samtidig i strid med kirken, og forhandlingerne med paven om en officiel helgenkåring af Erik blev ført af Christoffers dronning, Margrete Sambiria, men uden resultat. I løbet af 1200- og 1300-t. opstod en række gilder med Erik som skytshelgen, og dyrkelsen af ham ser ud til at have været rimelig udbredt. [1]
|
1216 - 1250 (34 years)
