| Notater |
- Valdemars far blev dræbt, før hans søn var født, og Valdemar voksede op dels hos Asser Rig, dels hos sin mors familie i Rusland. I 1146 sluttede han sig til Svend Grathe, der blev valgt til konge, men i 1152 svigtede han ham til fordel for Knud og blev gift med dennes søster Sophie. I 1157 blev Knud dræbt ved Blodgildet i Roskilde, Svend faldt på Grathe Hede, og Valdemar var enekonge.
Hele sin regering førte Valdemar korstog mod venderne, støttet af sin fosterbror biskop Absalon og af ærkebiskop Eskil. I 1168 lykkedes det at erobre Nordeuropas største hedenske fæstning og tempel, Arkona på Rügen. Knud Lavard, der var blevet dyrket lokalt som korstogshelgen, blev nu paveligt anerkendt og helgenkåret ved en stor kirkefest i Ringsted 25.6.1170, hvorunder Valdemar også fik sin unge søn Knud kronet som medkonge. Korstogene fortsatte længere østpå mod Pommern og måske helt til Estland.
Kirkeligt var den første del af Valdemars regering præget af dyb splittelse. I 1162 havde han aflagt lensed til kejser Frederik 1. Barbarossa og måtte derfor støtte hans pave, Viktor 4., mens ærkebiskop Eskil støttede Alexander 3. I 1161 beslaglagde Valdemar Eskils borg Søborg og kirkegods, og Eskil måtte gå i landflygtighed indtil 1167, og de danske bisper blev splittet mellem Eskil og Valdemar. I 1177 nedlagde Eskil hvervet som ærkebiskop, og Absalon blev presset ind i Lund, men beholdt også sin bispestol i Roskilde. Derefter var samarbejdet mellem konge og kirke gnidningsfrit.
Forholdet til stormændene var kompliceret. Fra kongefamiliens mange sidelinjer kom tronprætendenter, som blev elimineret på forskellig vis, bl.a. Buris Henriksen, der blev henrettet i 1167, og Karl og Knud, Eskils dattersønner, som blev landsforvist i 1176. 1180-82 udbrød der oprør i Skåne, vist pga. Absalons hårde styre, og Valdemar var med til at nedkæmpe det, men havde svært ved at få jyske stormænd med. Økonomisk skete der en omlægning af landbruget til flere storgodser i slutningen af Valdemars regering, og kongen støttede handelen ved at skyde anparter i de nye, store handelsskibe. Militært blev ledingen reguleret og kom under strengere kongelig kontrol, og nye våben som armbrøst og blider blev standardudstyr i de kongelige hære.
En tysk kilde siger, at Valdemar ofte var sløv af druk og ufølsom for sit folks lidelser, hvilket givetvis er tendentiøs propaganda. Valdemar var godt uddannet og læste ifølge Saxo selv Davidssalmer på latin mellem slagene, og han var interesseret i historie. Fra en fuldstændig marginal position endte Valdemar med at blive en stærk enehersker og dynastigrundlægger, selvom han kun blev 51 år gammel. [1]
|
1131 - 1182 (51 years)
